Krig og militær har fyldt meget de sidste par måneder og vil gøre det lang tid endnu. Men det gør ikke kunsten og kulturen mindre relevant! Det er jo i sidste ende retten til at have sin egen kultur og være et folk, som ukrainerne kæmper for. Så tillad mig at fortælle om en stor læseoplevelse – og et indblik i vores egen kultur og historie.

Jeg er lige blevet færdig med Iben Mondrups fabelagtige roman, “Vittu”. Den handler om den grønlandske dreng, Vittu, og hans dansk-franske adoptivmor, Alice.

Iben Mondrup har en exceptionelt empatisk forståelse for sine karakterer og en nærmest telepatisk evne til at overføre denne forståelse til sine læsere. Det gælder også de forbudte følelser, fortrængningerne og selvbedraget.

Man mærker Vittus forladthed og længsel efter at høre til og høre sammen. Man fatter sympati for Alices nysgerrige og fordomsfri omfavnelse af det sære barn. Men desto mere ildevarslende og foruroligende er det, når den tilsyneladende rene og uskyldige kærlighed begynder at udvikle sig i farlige og forbudte retninger.

I den første halvdel af romanen sad jeg og heppede på deres relation. I den anden halvdel tog jeg mig sig selv i at sidde og råbe desperat ind i bogen: Pas på! Stop! Kom væk!

Jeg ville redde Vittu. Jeg ville også redde Alice. Men jeg ville nok først og fremmest redde mig selv. For det er svært ikke at blive ramt af skyldfølelse, når den relation, man har heppet på, pludselig tager så bekymrende en drejning. Det føltes som et litterært bagholdsangreb.

Men heldigvis griber Iben Mondrup sine læsere i efterordet: “Tak til dig der læser og bliver berørt og indimellem direkte anfægtet”.

Kolonitiden og vores egen kolonihistorie er et af de mest betændte emner i den offentlige debat, og ikke mindst i kulturdebatten. Man bliver ofte tvunget til at vælge mellem fordømmelse og fortrængning.

Men Iben Mondrup vælger en tredje vej. Hun kalder det for en “gennemlysning” af den dansk-grønlandske historie. Og det er også sådan, det opleves: Konsekvenserne for de bortadopterede grønlandske børn fremstår brutalt klart. Men også de gode viljer og selvbedraget på den danske side.

Det er psykologisk realisme, der gør ondt, men som også gør klog. Det klæder en på alle måder svær og følsom debat.