Lørdag eftermiddag sad jeg på et hotelværelse over for skuespiller Benedikte Hansen. Hun kiggede mig i øjnene med et afklaret blik, mens hun opridsede vores kærlighedshistorie og gjorde det forbi mellem os. Jeg ville møde en anden, forudsagde hun med omsorg og overskud i stemmen.

Jeg taler om forestillingen ”Du vil møde en anden”, som jeg var så heldig at opleve på Ibsens hotel i lørdags. Forestillingen består af fire monologer, der foregår på hvert sit hotelværelse, og som adresseres direkte til en tilfældigt udvalgt publikummer.

Det er en grænseskridende oplevelse at gengælde en skuespillers blik i over ti minutter. Og da jeg kom ud af hotelværelset, kunne jeg ikke lade være med at kigge afværgende på de andre publikummer og sige “det var altså helt vildt intenst” for ligesom at undskylde, hvis jeg ikke havde spillet rollen overbevisende nok.

Men da det bagefter blev min tur til at sidde ved siden af og kigge på, fandt jeg ud af, at det slet ikke er tilskueren, der er i centrum. Al fokus er på skuespilleren. Alligevel sker der noget overraskende i rummet. For dét, at skuespilleren taler direkte til en fuldkommen uforberedt publikummer, gør, at det hele opleves meget umiddelbart og ufiltreret – som at være vidne til en ægte situation.

I teatret taler man ofte om ”at bryde 4. væg” – altså væggen mellem publikum og skuespillere. Men her er det lige så meget 1., 2., og 3. væg, der bliver brudt – altså de vægge, der afgrænser illusion fra virkelighed. Alligevel er vi aldrig i tvivl om, at det er en illusion. Men vi står midt i den. Og det er netop noget af det fine ved forestillingen.

Den holder fast i det kunstneriske sprog. Monologerne er fulde af poesi og bliver smukt fremhævet af et både diskret og effektivt lydspor. Og så er hele forestillingen jo en kunstnerisk udforskning af det ideale kærlighedsbrud som tema.

Kærlighedsrelationen foldes henført ud og pakkes nænsomt sammen i hver af de fire monologer. De er fulde af melankoli, men renset for tvivl, bitterhed og fortrængning. En slags kanonisering af den tabte kærlighed.

En dybtfølt tak til Benedikte Hansen, Laus Høybye, Camilla Lau og Nikolaj Groth for at have modet til at møde os publikummer i et nyt og ukendt rum. Jeg kan stadig mærke jeres nærvær.

Tak til dramatiker Marie Bjørn og konceptmager og instruktør Niels Erling for at tage os med på en udforskning af både kærligheden og scenekunsten.

Billeder før og efter. Først i hotelreceptionen – lidt beklemt ved det hele. Bagefter ude foran hotellet – lettet og fuld af i begejstring.