Er den, der ikke stopper det forkerte, lige så medskyldig som den, der gør noget forkert?

Det er det helt centrale spørgsmål i Morten Papes tredje roman, I ruiner. Romanen er en stor demaskering af ondskabens mange ansigter. Den affektbetonede ondskab. Den afstumpede ondskab. Men frem for alt den ansigtsløse og anonyme ondskab. Hvor man ser uretten, men ikke gør noget for at stoppe den.

Romanen handler om en middelklassefamilie på Amager, der går i opløsning efter Amagerbankens krak. For hvordan håndterer man mødet med et uoverskueligt nederlag, når man nu har lært sine børn, at nederlag kun er til for at lære at rejse sig igen. Og hvordan ser man på den stat, hvis hjælp man altid har sat en ære i at være uafhængig af, når den i nødens sande stund bare lader dig falde?

Morten Pape skriver brutalt godt. Hårdt. Spændt. Potent. Men med det ensomme og sårbare menneske som den allestedsnærværende blinde passager.

Jeg husker godt historierne fra Amagerbanken. Men i hvor høj grad staten efterlod et helt lokalsamfund med en ødelagt tro på retfærdighed og retsstat, må jeg med skam indrømme, at jeg aldrig har tænkt over. Heller ikke hvor mange skilsmisser, depressioner, selvmord, blodpropper, tæsk og ulykkelige børn, der fulgte i kølvandet.

Romanen har også et sideplot i Rwanda. Barbariet og ondskaben er velkendt og uhyggeligt detaljeret beskrevet af Pape. Men i hvor høj grad de internationale NGO’eres konfliktskyhed og interne konkurrence om donorpenge forlængede folkemordet i Rwanda, var også nyt for mig.

Og det hele fører tilbage til samme spørgsmål: Er den, der ikke stopper det forkerte, lige så medskyldig som den, der gør noget forkert?

Jeg læser romanen som et både desillusioneret og indigneret “ja”. Den overgiver sig ikke til kynismen, men den har heller ikke meget til overs for feel good idealisme. For begge dele bygger på en løgn. Hvis der overhovedet er en vej til en bedre verden, så er første stop et opgør med forløjetheden.

Tak til Morten Pape for at bringe os et skridt på vejen.