Jeg har læst Johanne Myginds debutroman, Kærlighedens år. Romanen handler om dokumentaristen Nanna, der forsøger at bearbejde sin egen skilsmisse ved at lave et generationsportræt af sin mor og mormor.

Da jeg begyndte på romanen, troede jeg, at den handlede om mænd og kvinder, skilsmisse og ligestilling. Men Kærlighedens år er først og fremmest en roman om moderskab og kvindefrigørelse. Hvad handlede frigørelsen om for vores mødre og bedstemødre – og hvor efterlader det os?

Nannas mormor var klogere end sin mand, men måtte opgive medicinstudiet, da hun blev gravid. Hendes sidste vilje var at donere sine legemlige rester til videnskaben i stedet for at ligge ved siden af sin mand på familiegravstedet. Det var så langt hun nåede med frigørelsen. 

Nannas mor blev til gengæld aktiv i rødstrømpebevægelsen og markerede sig som en blændende taler og forfatter til “Smilets byrde” om kvinders kulturelt betingede behagesyge. Da hun blev gravid, begyndte hun at skrive på en bog om kollektivet som alternativ til kernefamilien. Men det kollektive forældreskab floppede, og hun flyttede hjem til sine forældre med Nanna og droppede kvindekampen. Det var så langt hun nåede med frigørelsen. 

Nanna vokser op med en følelse af at skulle fuldende moren og mormorens frigørelsesprojekt. Hun skal gøre det, de ikke turde, og undgå at begå de samme fejl. Så hun skaber en kernefamilie, og moderen bakker begejstret op – for nutidens mænd og fædre er jo helt anderledes deltagende i børnenes liv, end hendes generation af mænd. Men Nanna føler sig ikke fri i kernefamilien og bliver til sin mors store skuffelse skilt. 

Dér står hun så. Nyskilt med tre børn. På mange måder det samme sted, som hendes mor og mormor stod. Mellem moderskabet og frigørelsen. Kernefamilien var ikke svaret. Kollektivet var det heller ikke. Men hvad kan så forene moderskab og frigørelse? Romanen giver ikke svaret, men vi forlader Nanna på et tidspunkt, hvor hun har vundet styrken til selv at finde det. Og vi fornemmer, at hun vil lede efter det dér, hvor forfatter Johanne Mygind selv leder.

“Vi må skabe relationer som er større end kernefamilien, friere end arbejdspladsen og mindre end nationen,” skrev hun på årets allerførste dag.

Jeg synes, hun har fat i noget. Og det gælder uanset, om man er mand eller kvinde, gift eller skilt. Hvis vi skal forene forældreskab med frigørelse, så kræver det fællesskab. Også mere end vi kan klemme ud af kernefamilien og det offentlige.

Kærlighedens år er skønlitteratur – men det er også et dirrende aktuelt og næsten aktivistisk indlæg i debatten om forældreskab og frigørelse. Mange småbørnsforældre vil – som jeg selv – kunne spejle sig i Nannas udfordringer. Spørgsmålet er, om vi også kan finde nye måder at være der for hinanden på.