Christian Jungersens nye roman ”Du kan alt” har delt vandene. Jeg læste den selv med så stort engagement, at jeg i nogle uger slet ikke kunne deltage i sociale arrangementer uden at tale om den. Derfor kan jeg heller ikke lade være med at dele min læseoplevelse her.

“Du kan alt” er et litterært amfibium, der ligesom Jungersens bestseller, Undtagelsen, bevæger sig mellem psykologisk udviklingsroman og plotdrevet spændingsroman. Men hvor jeg husker Undtagelsen som en psykologisk thriller, så tipper ”Du kan alt” mere over mod en spændende udviklingsroman. Men det er ikke en dårlig ting.

Romanen handler om den midaldrende mand, Per, der må genopfinde sig selv, efter at konen forlader ham, og sønnen flytter hjemmefra. Han dropper sit kommunale lederjob og bliver selvstændig terapeut med speciale i åndedrætsøvelser, mindfulness og frugtshakes. Det er en kliché, og desværre er der flere anmeldere, der aldrig når længere end til klichéen. De irriteres eller begejstres over den genfødte Per, men overser fuldstændigt udviklingshistoriens indre spændinger og endepunkt.

Per er flegmatiker og mester i selvkontrol. Men han drages både privat og professionelt af mennesker med store traumer og i deres følelsers vold. Det er et kæmpe paradoks – og romanens egentlige kerne. For hvor kommer hans egen følelsesmæssige distance fra, og er det en god eller dårlig ting? Er det dét, vi i vestlig psykologi kalder udbrændthed – eller er det snarere dét, man i asiatisk tænkning kalder oplysthed. Og hvorfor har han så samtidig denne stærke trang til at snylte på andre menneskers følelser?

Jeg kender få, der med samme grundighed, kompromisløshed og loyalitet kan dissekere et menneskes sammensatte psyke. Og jeg kender endnu færre, der lige så præcist kan beskrive de mekanismer, mødet mellem forskellige psyker udløser.

Som for eksempel skænderierne mellem Per og ekskonen. Han blotter struben for at signalere underkastelse, men hun reagerer ved at bide endnu hårdere. Det er så destruktivt og genkendeligt på samme tid.

Der er også forholdet til den menneskekloge, men samtidig dybt traumatiserede kæreste, iranske Simin. De er det perfekte match, fordi ingen andre kan holde hendes voldsomme raserianfald ud. Men hun fortvivles samtidig over dét, som hun aflæser som kulde og afstand. Hvor kommer det fra? Hvad dækker det over? Hvad er han i stand til?

Jeg vil ikke spoile svaret. Men jeg kan afsløre så meget, at der løber et dramatisk spændingsplot gennem hele romanen, der popper op på den mest overrumplende måde, og som både involverer rockerdrab, mordbrand og torturtraumer. Selvhjælpsfilosofi møder Breaking Bad.

For ja, romanen rummer et oprigtigt optimistisk budskab om, at det er muligt at skabe et nyt liv. Du kan alt. Men romanens titel rummer også en anden betydning. Du er i stand til at gøre alt. Og hvad gør det ved dig?

For til sidst krakelerer selvkontrollen. Afstanden mellem Per og Simin forsvinder. Det er på sin egen underfundige måde en happy ending. Det er ikke mindfulness og frugtshakes. Det er sammenbrud og hudløshed – men også en helt anden form for lykkelig sammenhørighed, end den sterile ego-lykke, Per missionerer som lykke-terapeut.

Det er en elegant litterær og psykologisk sløjfe om en roman, som kræver, at man virkelig ønsker at forstå den. Ligesom Jungersen virkelig ønsker at forstå sine karakterer. Gør man ikke det, så ser man kun klichéen. Og det er synd for både romanen og læseoplevelsen.