Sfinx af Daniel Dalgaard

Jeg er lige blevet færdig med Daniel Dalgaards debutroman, Sfinx. Romanen er blevet anmeldt af alle store medier – endda meget positivt – men jeg synes alligevel ikke, at den har fået den omtale og opmærksomhed, som den fortjener.

Måske skyldes det, at plottet – hvis man overhovedet kan kalde det sådan – ikke kan koges ned til en lille tematisk appetizer. DR gør ellers et velment forsøg med denne catchy overskrift: “Daniel udstiller populær rejseform i ny bog: Der er noget fuldstændig grotesk over det”.

Men Sfinx er så meget mere end et kritisk blik på backpackerkulturen. Romanens introverte rygsækrejsende, Thea, er dog en vigtig nøgle til at forstå denne viltre og vedkommende roman.

Thea er rejst til Sydøstasien for at vise, at de rejsendes baggrunde og oplevelser er nogenlunde ens. Dét, de tror er unikt, er i virkeligheden standardiseret. Dét, de tror er autentisk, er i virkeligheden en industri – “den upersonlige rædsel”. Men undervejs bliver Thea forelsket i den lidt ældre og udadvendte backpacker, Frederik. Han får mennesker til at åbne sig – også hende. Hun mister interessen for det generelle og ønsker i stedet at få hver enkelt deltager til at træde tydeligt frem i sit projekt.

Theas skisma mellem det generelle og det personlige er på mange måder også romanens skisma. Den viser, hvordan vi er en del af nogle større systemer – et fænomen, en generation, en verdensdel – men den viser også, at hvert menneske er en verden i sig selv.

Det sidste illustreres stærkt af romanens egentlige hovedkarakter, Jan Schnecker, som Thea krydser i et skæbnesvangert møde mod slutningen af romanen. Vi har dog fulgt ham fra start, hvor han sidder lam og stum i en kørestol ved poolen i et thailandsk ressort og fortæller sin livshistorie i en indre monolog.

Vi hører om opvæksten på Bornholm under besættelsen som faderløs albino med tyskklingende navn. Livet i kunsterhjemmet Norresân, hvor han bor sammen med sin mor, der er tjenestepige for familien Høst. Forelskelsen i den polske flygtningepige Karolina. Forsøgene på at slippe væk fra Bornholm, der leder ham direkte ind i det tyske hovedkvarter i Rønne, hvor han sammen med en retarderet dansk dreng får lov til at følge den tyske øverstkommanderende i de sidste dage inden den sovjetiske besættelse.

En enestående historie fortalt af et menneske, der er blevet objektiveret hele sit liv – som barn blev han kaldt genfærdet, som ældre bliver han kaldt sfinxen. Men Dalgaard får hans historie til at træde tydeligt frem – samtidig med at det også bliver en generel fortælling om ensomhed, anderledeshed, fattigdom, forelskelse, krig og overlevelse.

Romanen er ikke en klassisk page turner, men jeg blev alligevel så opslugt af den, at jeg læste den på få dage. Bornholmerfortællingen er lige så smuk og grusom som Merete Pryds Helles langelandsfortælling i Folkets skønhed. Det sydøstasiatiske spor (næsten) lige så fremmedgørende og samtidskritisk som Jonas Eikas Efter solen.

Der er mange tråde, der skal samles undervejs, men efter forvirringen kommer afklaringen – og frem for alt en dyb tilfredsstillelse over at blive taget alvorligt og udfordret som læser.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.