Stjernernes knitren af Jón Kalman Stefánsson

Er danske mænd holdt helt op med at skrive, spurgte jeg min lokale boghandler, da jeg for anden gang i sommer var nede og købe læsestof til ferien. Jeg havde lige læst fire romaner i streg om eller af danske kvinder og havde nu lyst til at krybe ind i hjernen på en mand. Men på bordet med de nyeste danske romaner var der stort set kun bøger af kvindelige forfattere.

Der var selvfølgelig Thomas Korsgaards tredje og sidste del af Tue-trilogien, som min boghandler også straks pegede på. Men på det tidspunkt manglede jeg stadig at læse 1’eren, så det duede ikke. Og så stod vi begge der og spejdede lidt forgæves, indtil min boghandler vendte sig resolut om og hev Jón Kalman Stefánssons Stjernernes knitren ned fra en anden hylde. Behøver det at være dansk, for der er jo også denne her, som alle anmelderne er vilde med.

Tja, efter at have tilbragt halvandet år i Danmark og halvandet år kun med dansk litteratur, så var det måske på tide at udvide horisonten lidt. Så jeg købte bogen, men tog alligevel hjemad med følelsen af at have impulskøbt en rejse, som jeg slet ikke havde lyst til at tage på.

Det ændrede sig heldigvis, da jeg kom hjem og fandt ud af, at det var det lille legendariske Roskilde-forlag, Batzer og co, der har udgivet bogen. Forlaget har specialiseret sig i at oversætte og udgive kvalitetslitteratur og har flere gange spottet prismodtagende forfattere, før de er blevet rigtig store. En af de forfattere er netop islandske Jón Kalman Stefánsson, som har været nomineret til Nordisk Råds litteraturpris fire gange.

Stjernernes knitren er en af hans tidlige romaner – den er udgivet i 2003 – men er først blevet oversat til dansk nu. Heldigt for mig, for ellers var jeg næppe faldet over den.

Stjernernes knitren er en forunderlig lille roman, der trods sine beskedne 200 sider rummer så store fysiske og mentale vidder, at den sætter spor indvendigt som en stor roman.

Omdrejningspunktet for slægtsromanen er en syv-årig dreng, der lige har mistet sin mor. Der krydsklippes mellem drengens fortid, nutid og fremtid – og mellem generationer. Romanen er fuld af hverdagstrivialiteter – beskrivelser af de lokale erhvervsdrivende, gaderne, ture i trabanten, tinsoldater, skakspil, fodbold – men intet virker banalt, for det er fortalt med barnets poetiske blik og over en grundtone af eksistentiel alvor.

Jeg synes især, at beskrivelsen af oldefaren er gribende. ”Oldefar frygtede havets dyb mere end sine egne svagheder”. Men hans liv bevæger sig alligevel som et pendul mellem de to ting. Han flygter fra en eksistentiel grundangst ind i drømme, drukture og utroskab. Men når han så dukker op til overfladen igen, så flygter han fra sine svagheder ind i en tilstand af klosteragtig askese, afholdenhed og selvopofrelse. Som for eksempel da han efter en af sine drukperioder (tvangs)forflytter hele familien til en gård fuldstændigt afsondret fra omverdenen, så han kan leve det simple liv og besejre frygten. I begyndelsen er han lutter pionerånd, visioner og gåpåmod – men så kommer mismodet og rastløsheden, og på en tur til Reykjavik falder han i igen.

Jeg læste et interview med forlæggeren, Arild Batzer, hvor han siger, at norske og islandske forfattere har forbindelse til en slags urkraft, der ligger i naturen, og som også kalder på religiøse spørgsmål.

Stjernernes knitren er ikke religiøs, men den er dybt eksistentiel, og det eksistentielle er knyttet uløseligt sammen med naturens voldsomme kræfter. Den konstante påmindelse om, at der er noget, der er større end os mennesker. For oldemor skaber det en ro, som når hun lægger håndfladerne på klippen og ved, at der er tres kilometers fjeld mellem hende og den gård, hun voksede op på. Men for oldefar skaber det en grundangst, som da han roer ud på havet og pludselig sidder og kigger ind i horisontens sugende gab og må ro hjem uden at hæve blikket over kanten fra agterstavnen.

Jeg tænker, at naturens kræfter også har spillet en stor rolle for folkesjælen i Vestjylland. Men der er jo nok en pointe i, at vores forhold til naturen ellers mest er præget af, at vi har kultiveret og kontrolleret den. Det paradoksale er jo så, at det bl.a. er den kontrol, der har ført til klima- og biodiversitetskrisen, og som nu truer med at slippe kræfter løs, som er fuldstændigt uden for vores kontrol. Den refleksion oplever jeg til gengæld, at der er masser af i dansk litteratur, hvor temaerne natur, klima, landbrug og dyrevelfærd sniger sig ind flere og flere steder.

Men tak til min boghandler for at skubbe mig ud af min nationale litteraturbobbel. Det er jo helt i Brandes ånd: Man skal nærme sig det fremmede for at tilegne sig det, men man skal også fjerne sig fra sit eget for at kunne overskue det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.