Så er vi nået til andet kapitel i serien om sommerferielæsning. Denne gang om Eva Tinds roman, “Kvinden der samlede verden”, der handler om den kvindelige zoolog, Marie Hammer. Det var min lokale boghandler, der stak den i hånden på mig. I den anden hånd havde jeg allerede Lotte Kaae Andersens roman “Den inderste kerne”, som handler om en anden dansk videnskabskvinde, matematikeren og jordskælvsforskeren Inge Lehmann. Den sidste havde min svigermor anbefalet, og så stod jeg pludselig dér og skulle vælge mellem to forfattere, to videnskabskvinder, to videnskabsgrene. Men så kom naturordføreren op i mig, og jeg valgte zoologien.

Men det sjove er faktisk, at de begge gjorde banebrydende opdagelser om den klode, vi lever på. Marie Hammer brugte zoologien og forekomsten af de samme, bittesmå mosmider på forskellige kontinenter til at påvise, at kontinenterne engang har hængt sammen. Inge Lehmann brugte jordskælv til at påvise, at jordens inderste kerne er fast.

Jeg har endnu ikke læst Lotte Kaae Andersens bog om Lehmann, men af bogomtalen fornemmer man, at hun er bidt af den samme, indre opdagelses- og opklarelsestrang som Marie Hammer. Jorden er et stort mysterium, der skal opdages og opklares.

Seismologien blev et hot område under Den kolde krig, og Inge Lehmanns blev i sin senere karriere en feteret forsker i USA. Marie Hammers forskning nød ikke samme politiske bevågenhed, men jeg er ret vild med denne passage fra romanen, der både fortæller noget om jordens udvikling – og om meningen med forskningen og livet.

“I begyndelsen fandtes kun bittesmå encellede organismer, heriblandt blågrønalger, der havde en levetid på to uger. I deres korte liv lavede de en lille, ubetydelig del af kuliltene om til ilt. I millioner af år blev de ved med at udføre deres meningsløse gerning, og for 900 millioner år siden fyldtes atmosfæren mere og mere med ilt, og for 700 millioner år siden blev det beskyttende ozonlag skabt. Indtil da fandtes der ikke flercellede organismer, Solen fik alt til at eksplodere. Men nu, under ozonlagets beskyttelse, begyndte flercellede organismer i havet at formere sig eksplosivt.

Vi vil gerne vide, hvad meningen med vores liv er, men måske viser svaret sig først, når vi betragter vores liv over en tidsramme, der er absolut uden for vores fatteevne, ligesom meningen med grønalgernes eksistens først viste sig efter 900 millioner år.”

Det er et billede på Marie Hammers drivkraft. Hun vil opdage og opklare. Men det er også et forsvar for den frie forskning, hvor man ikke altid ved, hvad man finder – men heller ikke ved, hvad man senere får brug for.

Rollen som fri forsker spiller i det hele taget en central rolle i romanen. Hvis der er nogen, der tror, at romanen er et feministisk kampskrift, så tager de fejl. Selvfølgelig er det er forsøg på at give Marie Hammer den opmærksomhed og anerkendelse, hun fortjener, og som hun sandsynligvis havde fået, hvis hun var en mand. Det er Tind helt ærlig om.

Men Tind er samtidig super loyal over for historiens Marie Hammer, der ikke var aktiv i kvindesagen og befandt sig fint i en mandeverden. Hun tog f.eks. ene kvinde med på Knud Rasmussen sidste Grønlandsrejse. I romanen klager Marie Hammer ikke over manglende anerkendelse på grund af sit køn – hun klager over manglende anerkendelse og økonomisk støtte til hende som fri forsker. For det er jo netop friheden – at hun ikke skal forske med et specielt, kortsigtet formål for øje – der gør hende i stand til at fordybe sig og gøre epokegørende opdagelser. Omvendt er den frihed jo betinget af, at hun har en mand, der forsørger hende, og forskningen må foregå ved siden af opdragelsen af fire børn. Det er på mange måder et ligestillingsparadoks – og en indre splittelse i Marie Hammer.

Familierelationerne fylder derfor også en del i romanen. Forholdet til den bitre mor og søstrene (bl.a. en tvillingesøster), som hun konstant skal forsvare sine valg over for. Relationen til manden Ole, der har lovet ikke at stille sig mellem konen og hendes forskning, og til børnene, der vokser op med det grundvilkår, at der ikke er noget over eller ved siden af forskningen for deres mor. Heller ikke dem.

Man får i virkeligheden det indtryk, at Marie Hammer er allerlykkeligst, når hun er sammen med de kortvarige, uforpligtende men måske derfor også ekstra intense bekendtskaber, hun gør på sine mange rejser rundt i fjerne afkroge af verden. De er ikke tynget af forventninger, skuffelse og bitterhed.

Det er en roman, der virkelig kommer vidt omkring – i verden og mellem videnskab, sociale relationer og politik.

Jeg synes især, at de mange små dagbogsnotitser var spændende. De gjorde mig klogere på en masse basal zoologi, geologi og jordbundsøkologi – og de gav mig en smag af Marie Hammers lidenskabelige opdagelsesrejse ind i videnskaben.

Og så kan man jo ikke undgå at tænke over, hvor sindsygt det er, at vi først lige er begyndt at forstå jorden og naturen – men allerede er godt igang med at ødelægge den. Men måske hænger de to ting netop sammen! Jeg har forgæves forsøgt at finde ud af, hvad biodiversitetskrisen betyder for bestanden af mosmider/pansermider. Er der sket en reduktion i antal og arter? Hvad betyder det i så fald for jordens frugtbarhed? Men jeg har ikke kunne finde noget. Så hvis der er nogle zoologi-kyndige på tråden, så lad mig høre.

Tak til Eva Tind for en roman, der gjorde min verden en del større!

Forlaget Gyldendal #kvindendersamledeverden