Kvinde set fra ryggen af Jesper Wung-Sung

Jeg har holdt en sommerferie stort set renset for politik og medier. Til gengæld har jeg læst fem romaner, som jeg vil bruge de næste par dage på at skrive lidt om.

Jeg ved godt, at man som kulturpolitiker først og fremmest forventes at ”ville noget” med kunsten og kulturen. Men når det overhovedet er så vigtigt at kæmpe for kunst og kultur, så er det jo fordi, kunsten vil os noget. Den skaber et rum for refleksion og samtale, som er helt anderledes end for eksempel det politiske rum.

Det rum vil jeg meget gerne være med til at synliggøre. Ikke bare ved at tale om det – men også ved at træde ind i det. Ikke med hjerter og stjerner, det lader vi anmelderne om, men med refleksioner. Så i dag starter jeg med ”Kvinde set fra ryggen” af Jesper Wung-Sung.

Jeg kastede mig over Wung-Sungs roman om maleren Vilhelm Hammershøis kone, Ida Hammershøi, efter et besøg på vidunderlige Fuglsang Kunstmuseum. Her så jeg bl.a. museets nyerhvervede landskabsbillede fra egnen af Vilhelm Hammershøi. Hammershøi kom til egnen i 1890 med sin ven, maleren Peter Ilsted. Han forelskede sig i vennens lillesøster, Ida Ilsted, som han blev gift med og siden portrætterede adskillige gange i sit kunstneriske virke. Ofte set fra ryggen uden bevægelse og i stramme kompositioner, så man får fornemmelsen af, at det i virkeligheden er lyset, der er hovedpersonen.

I Jesper Wung-Sungs roman er der dog ingen tvivl om, at det er Ida Hammershøi, der er hovedpersonen. Men et stille menneske, der kæmper med at være hovedperson i sit eget liv – og ikke bare rekvisit i ægtemandens liv og værker.

Jeg tror, at jeg var halvvejs i romanen, da det pludselig slog mig, at Jesper Wung-Sung har skabt en litterær gengivelse af stemningen i Hammershøis billeder. Der er noget dybt eksistentielt og universelt over dem, fordi de netop er renset for forstyrrende symboler, objekter og handling. Omvendt er det netop fraværet af dette, der kan skabe en følelse af at være iagttager af livet og eksistensen – i stedet for selv at være en del af dem.

Jeg synes, det er et interessant paradoks for os moderne og handlekraftige mennesker. Hvornår lever vi allermest? Hvornår er vi tættest på eksistensen? Når vi handler? Når vi føler? Når vi tænker? Når vi iagttager? Når vi fyldes med tomhed? Eller måske netop i afvekslingen?

Denne her dialog (cirka midt i bogen) giver et fænomenalt godt og fortættet billede af dette dilemma:

”Men det billede du viste mig i Amsterdam, siger Ida. Som du er så glad for. Hende i det blå kjoleliv.

Jan Vermeer van Delft. Kvinde i blåt. På Rijksmuseet.

Du talte om … hvad var det, han gjorde med brevet?

Han havde strøget lyskrummer ud over det.

Ja, men sagen er, at hun netop står med et brev i hænderne. Det kan man forholde sig til.

Denne gang er det vigtigt, at vi ikke ved, hvad du holder mellem hænderne.

Hvorfor?

For ellers er det en scene.

Hvad er der i vejen med scener?

Der er selvfølgelig ikke noget i vejen med scener.

Ida kan høre, at Vilhelm ikke mener det – eller også siger han det bare for at afslutte samtalen.

Men er det meningen, at dem der kigger på maleriet, skal spekulere over hvad jeg står med? spørger Ida.
Nej. Der bliver handlet nok. De skal mere tænke over … hvad liv er … Hvorfor det ikke bliver levet.

Hvis liv?

Alles.

Det forstår Ida ikke noget af, men hun føler en pludselig samhørighed med den pige, der iført et blåt kjoleliv havde stået model ved et vindue med et brev for flere hundrede år siden. Ja, med samtlige de kvinder der gennem kunsthistorien har måttet lægge krop og liv til en malers luner og langsommelighed. Men samtidig med forbundetheden mærker Ida også en meningsløs misundelse – som når en veninde blev budt op til dans før hende på Freys Hotel – over for pigen i blåt. Det er meget fornemmere at stå med siden til med et lys, der falder ind på ens ansigt og det brev man læser. Den pige var ikke en del af en opstilling. Hun var hovedpersonen.”

Fortæl mig, hvad det sætter gang i af tanker hos jer. Om romanen, Hammerhøi, kunst, livet etc. Og det er selvfølgelig ikke et krav at have læst romanen😊

Politikens Forlag

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.