Nå, hvad er der så med den bog, alle taler om… Meter i sekundet af Stine Pilgaard. Den handler om en kvinde i 30’erne, der flytter til Vestjylland med kæreste og barn, fordi kæresten har fået arbejde på højskolen. Vi følger hendes møde med moderskabet. Med vestjyderne. Med højskolesymbiosen.

I starten tænkte jeg bare – nej tak. Jeg har fået mine børn og skal ikke tilbage til et univers af amning, usikkerhed og udmattelse. Og Vestjylland. Intet ondt om Vestjylland, men jeg orker ikke endnu en skildring af jordbundne jyder over for flagrende københavnere. Og højskole. Ja, der har jeg jo det evige kompleks, at selvom jeg er fra et rigtigt højskoleparti, så har jeg aldrig selv været på højskole. Og når tidligere højskoleelever bliver salige i blikket og smelter sammen til tonerne fra højskolesangbogen, så… ja, så ser jeg på med lige dele misundelse, overbærenhed og irritation.

Men jeg skulle jo for fanden læse den bog, alle taler om. Og jeg overlevede gensynet med ammestuen. Faktisk er jeg i så tilpas afstand fra den, at jeg virkelig kunne more mig over beskrivelserne. For eksempel denne passage, som virkelig indkapsler bogens særkende – navlebeskuende finurligheder, der pludselig sender skud ud til det geniale:

”Efter ikke engang et år som mødre består hovedparten af vores vokabularium af navneord, der betegner de genstande, vi slæber rundt på. Zinksalve, pusletaske, bæresele, babyalarm, hagesmækker. Jeg tænker på det som de sammensatte ords sejr og trøstesløse erobring af sproget. Vores hjem invaderes af blespande, skumklude, skråstole, kravlegårde og sutteflasker. Det er ord, jeg aldrig tidligere har haft i min mund, og som der ikke er plads til. Jeg tænker på alt for unge piger, der giver deres første blowjob, ubehageligt for alle involverede” (side 34).

Mødet med Vestjylland overlevede jeg også. Det var faktisk meget hyggeligt med turen i Brugsen, besøgene hos dagplejemor og køretimerne hos attraktive Mona: ”Mona var Pippi Langstrømpe på sin hest, orange georginer i store buketter, og hendes smil var et havariblink i natten”. Jeg elsker billedsproget – ingen slidte metaforer, men uanede mængder humoristiske, selvopfundne og intuitivt meningsfulde billeder – eller uendeligt sjove beskrivelser af tilsyneladende almindelige hverdagssituationer, som alligevel rummer en eller anden universel sandhed om os mennesker.

Fra passagen om Mona på side 64 begyndte jeg at sætte æseløre og strege under med en blyant, og da jeg var færdig med bogen, læste jeg de første 64 sider igen for at være sikker på, at jeg havde fået samlet al guldet op.

Det bliver for meget at gengive alle citaterne her, men hvis du har læst den – eller har den til gode, så dyrk lige passagerne om den ukontrollerede talestrøm (side 83), den toppede skraldepose (side 97), om følelsen af at være ensom ødegård (side 181), om voldsfantasierne mod barnevognen, Emmaljunga (side 197), om venindens angstprovokerende jyske stilhed (side 204), om at finde den rette/at der ikke findes den rette (side 208), om sønnens første mæh efter kun at have kunnet sige muh (side 236) og om at savne ungdommens raseri ”der er blevet erstattet af en forurettet irritation over ting af mindre betydning” (side 240).

Flere af passagerne stammer fra hovedpersonens brevkassesvar til den lokale avis, der er brygget på lige dele sort humor, demonstrativ mangel på situationsfornemmelse, navlebeskuende selvudlevering og visdom. Og så alle selskabssangene. De er geniale – sagt af en person, der virkelig har det stramt med selskabssange.

Min bog er fuld af æselører og understregninger – den ligner mine første universitetsbøger. Dengang var mit problem, at jeg ikke kunne se det store billeder for alle de mere eller mindre ligegyldige detaljer. Det kan jeg godt i dag. Men sagen med ”Meter i sekundet” er, at den er en fuldstændig vidunderlig samling af små miniaturebilleder, der taler i egen ret og hver fortjener at blive sat i glas og ramme.

“Meter i sekundet” er ikke en pageturner. Til gengæld har man lyst til at gå tilbage og læse hver siden igen.