Det er flere måneder siden jeg læste denne bog, og jeg har igen og igen udskudt at skrive om den. For selvom det var en stor oplevelse, så blev jeg simpelthen så gennemforvirret af den, at jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive. Jeg bliver stadig nærmest svimmel af at tænke på den.

Hovedpersonen ændrer hele tiden navn. Vi springer frem og tilbage i tiden. Så er vi i Danmark, så i Island, så i Amazones. Dele af romanen er socialrealisme med et råt humoristisk twist – beskrivelserne af den enlige mor med de to små sønner, den psykotiske eksmand, affæren med den gifte terapeut, strabadserne i bofællesskabet, stalkeren, indlæggelsen på psyk – men så syrer den pludselig til i vilde rablerier, raserier og fantasier. Som da modermærkerne pludselig vælter frem på hovedpersonen, og hun klipper dem af i en selvdestruktiv blodrus. Er det fantasi, virkelighed – eller begge dele?

Man mister orienteringen, prosa bliver til poesi, realisme til surrealisme. Og så er der en fantastisk tur til Island, som jeg ikke rigtig husker meningen med, men som alligevel står tilbage som noget af det sjoveste og smukkeste ved bogen.

Den er noget af det vildeste, jeg nogensinde har læst. I starten blev jeg vildt irriteret over ikke at kunne orientere mig. Hvem, hvad, hvornår? Jeg gik tilbage, hørte/læste de samme afsnit igen og igen, følte nærmest jeg sad i litterært kviksand. Det var først, da jeg accepterede, at det netop var romanens præmis, at den hopper, springer og flyver rundt, at jeg kunne læne mig tilbage og nyde turen.

Og nu har jeg lyst til at læse den igen – også fordi jeg hørte den som lydbog og først bagefter fandt ud af, at de mest syrede passager faktisk er skrevet med linjeskift som lyrik. Det tilfører alligevel det kaotiske en eller anden form for genkendelig struktur.

Men det ER en helt vild bog. Og det er virkelig fortjent, at den vandt Montanas litteraturpris, tidligere på året. Prisen uddeles af Information og Testrup Højskole til en dansk forfatter, der ”fornyer eller formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde”. Det gør bogen i en sådan grad, at man drages tilbage – ind i orkanen, der rusker, river og forvirrer – og videre ind i øjet, hvor man pludselig aner et glimt af sandhed, der er lige så hudløst, som det er magisk. Vildt, vildt, vildt.