Bogen handler om en soldat, der hjalp med at rydde op efter Tjernobyl-ulykken. Han er blevet dødssyg af strålingen og vælger selv at gøre en ende på sit liv. I bogen følger vi ham det sidste døgn op til det nøje planlagte selvmord. Han har solgt alle sine ting, afviklet sin tilværelse og begiver sig mod Estland på en sidste rejse. Her ender han i en bar, hvor han betaler en prostitueret for at lytte til hans historie om sit liv, ulykken og tiden efter.

Sideløbende med hovedpersonens fortælling løber en fortælling fra naturen omkring Tjernobyl. Vi følger en kattemor, hendes killinger og en sulten bjørn. Menneskene er væk, og dyrene har indtaget området omkring Tjernobyl. Men der er noget galt. Kattene er næsten blinde. Hundene har mistet orienteringen. Bjørnen er dødsulten. De er blevet forhekset. Ligesom hovedpersonen og de mennesker, der hjalp med at rydde op under og efter ulykken. De blev godt nok evakueret og lever i normaliteten andre steder – men de er blevet forhekset og bærer katastrofen i sig både i form af mentale billeder og en krop i total nedsmeltning.

For mig var der også en hel del genkendelse i romanen. Jeg var på en dagstur til Tjernobyl og Pripyat (byen ved Tjernobyl-værket) for 13 år siden, og sidste år så jeg HBO-miniserien Chernobyl. Jeg genkender billederne, stemningen og fortællingerne både fra besøget og serien.

Selvom Carsten Müller Nielsen begyndte at skrive romanen allerede i 2015, altså længe før serien, er det nok ikke helt tilfældigt, at der er opstået en fornyet interesse for ulykken. Atomkatastrofernes fuldstændigt uoverskuelige konsekvenser for mennesker, natur og fremtid har jo nogle klare paralleller til vores dages menneskeskabte klima- og biodiversitetskrise. Vi nedbryder naturen, men den hævner sig ved at lægge regioner øde, hvorefter nye naturformer så kan skyde frem. Og så er der selvfølgelig også helt aktuelt parallellerne til vores tids usynlige fjende – corona.

Jeg synes, at romanen gør et uudsletteligt indtryk. Især med sin dobbelthed. Den nøgterne beskrivelse af en forhekset virkelighed; Naturen, der bryder sammen og vinder tilbage på én og samme tid; Skildringen af en historisk begivenhed, der også kan læses som forkyndelsen af en mulig fremtid. Det sidste er yderst elegant. For der er ingen – INGEN – referencer til vores tid og den truende klimakatastrofe. Romanen er 100 pct. loyal over for den tid og det univers, handlingen udspiller sig i. Men det gør den kun endnu mere relevant og troværdig som kommentar til vores tid og vores største udfordring.

Romanen vandt DR’s romanpris 2020. Velfortjent.