Jorn Museum og Balkenhol

Museum Jorn, Silkeborg er en overrumplende og overvældende oplevelse. Jeg så den med min et-årige, som trak mig afsted i et hæsblæsende tempo, hvilket kun gjorde fornemmelsen af at gå igennem Aladdins hule endnu større. Men vi tog den bare én gang til.

Farverne, strøgene, stemningerne og udtrykkene er hinsides ord og analyse. Omvendt er det jo som et langt psykedelisk trip at vandre fra det ene kraftfulde værk til det andet. Meget bevidsthedsudvidende.

Samlingen præsenteres kronologisk, og det giver også oplevelsen af at være med på en lang rejse i Jorns udvikling som kunstner og menneske. Fra ungdommens pertentligt præcise penselstrøg og surrealistiske universer, til selvbevidste, intuitive abstraktioner og endeligt det monumentale værk, Stalingrad, som både bogstavelig og billedligt talt er et lag-på-lag værk. Sneen, der dækker blodet og ødelæggelserne. Stilheden, der kommer efter skrigene. Meningsløsheden, der afløser rædslen.

Jorns skiftende udtryk afspejler selvfølgelig også tidens skiftende tendenser, som han i øvrigt selv var en særdeles drivende kraft for. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at se noget mere universelt og almentgyldigt i de skiftende udtryk. Først ungdommens bestræbelser på præcision og detaljer. Dernæst den modne intuition. Og til slut: At skrive sig ind i universet og uendeligheden.

Stalingrad, Asger Jorn, 1970

Et af Jorns kunstværker hedder faktisk Den lange rejse. Det er en kæmpe gobelin, som han lavede sammen med sin franske ven, Pierre Wemäeres, til Århus Statsgymnasium. Men det ville egentlig være mere passende, hvis det hed den uendelige rejse. For man bliver aldrig færdig med det. Man tror måske, at man kan finde hoved og hale i det. Men det kan man ikke. Og det skal man heller ikke. For Jorns univers er hverken statisk eller lineært. Han er altid undervejs. Eksperimenterende. Filosoferende. Og med skiftende rejsekammerater. Det er dybt fascinerende.

Den lange rejse, Asger Jorn og Pierre Wemaëre, til Århus Statsgymnasium, 1961

Vi så også særudstillingen med den tyske billedhugger Stephan Balkenhol. Lidt af en kontrast at gå fra et livsværk, der spænder over uendeligt mange forskellige faser, materialer, teknikker og udtryk og så til Balkenhol, der har et meget konsistent materialevalg og udtryk. Hartvig fandt den lille babykonge særlig interessant. Måske kunne han genkende noget 😂😂😂

Stephan Balkenhol

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.