Den sidste forestilling, Aalborg Teater

For femten år siden besøgte jeg byen Pribyat. Byens beboere blev evakueret efter Tjernobyl-ulykken, men alt blev efterladt stort set uberørt på grund radioaktiv forurening. Det var en virkelig underlig følelse at gå rundt i møblerede lejligheder, klasseværelser med skolebøger og musikskole med koncertsal. Stilheden, forladtheden og ensomheden var så massiv, at man nærmest kunne høre ekkoet af det liv og den aktivitet, der udfoldede sig her for årtier siden. Som en slags ormehul til fortiden.

Jeg kom i tanke om den oplevelse, da jeg så Aalborg Teaters digitale forestilling, Den sidste forestilling. Her er det ikke et atomkraftværks usynlige stråler, der har sat tiden i stå og erstattet liv med tomhed – men pandemiens små dråber.

Forestillingen lukker os ind på det covid-lukkede Aalborg Teater. Tomheden er så overvældende, at mindet om det levende, pulserende, teater bliver ekstra nærværende og smerteligt. Og alvoren rækker langt ud over et par måneders lukning. Under overfladen lurer frygten for teatrets undergang.

Er det den nekrolog, der ligger klar i skuffen, hvis teatret skulle bukke under for pandemien?

Eller er det den type kærlighedserklæring, der puster liv i teatret og får det til at rejse sig igen.

Jeg tror, håber og kæmper for det sidste. Se den og læs dette rammende uddrag af stykket:

Den sidste forestilling, af Roland Schimmelpfennig:

Modsat filmen og romanen dyrker teatret ikke dystopier. Det er sjældent, at der udbryder pandemier i teaterstykker, sådan som det med jævne mellemrum sker på film. På film har det altid vrimlet med klodsede zomier og globale virusudbrud. Så hvorfor er den genre ikke nået frem til teatret?

Fordi teatret ikke handler om de levende døde. Men om de levende. Om os. Med al vores angst, håb og længsler. Teatret er frihedens sted. Dialogens sted. Stedet hvor vi mødes.

Teater – uanset hvor det er, om det er i Aalborg eller i Svendborg eller i København, Oslo, Berlin eller i Hobro – er et sted, hvor livet fejres, for det, det er. Et sted hvor mennesker samles, fordi andre mennesker spiller noget for dem.

Fordi samfundet bruger scenen og teksten til at indgå i en dialog med sig selv. Der bliver delt noget. Og det er – for at sige det med et enkelt ord – simpelthen: Stort.

Teater. Om det er de store statsstøttede institutioner eller de helt små frie grupper – er det modsatte af isolation.

❤️ til teatret og alle jer, der udøver det hver dag. Vi savner jer❤️

Se forestillingen via dette link: https://www.youtube.com/watch?v=E6VjVjavp78&feature=emb_title&fbclid=IwAR0IeLmMiooDPr7S7mPH_RQ83tFkmkw2F6fH77FrT95QA9mFZtb1RfXddUo&app=desktop

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.