Det er en nok en af de bøger, der har krævet det længste tilløb at komme igang med. Bare bogens forside: En kiste i en grav, hvor der endnu ikke er kastet jord på. Lyset er gråt, blåt og koldt. Gys. Og emnet: Nekrofili. Adr. Men hver gang jeg gennemgik årets store udgivelser, stod den på listen. Og hver gang fandt jeg en undskyldning for at vælge en af dens konkurrenter. Men efterhånden som listen blev kortere og kortere, kunne jeg godt se, at der ikke var nogen vej uden om – og da den så vandt Læsernes bogpris, var der ingen undskyldning længere. Heldigvis.

For det viste sig selvfølgelig at være en fabelagtig bog. Meget anderledes end jeg havde regnet med. Af omtalen troede jeg, at bogen handlede om syv generationer af nekrofile bedemænd. Og ja, det er en slægtsroman, og ja, de er alle bedemænd. Men den røde tråd er ikke nekrofili, men omsorg for de døde og de pårørende. Det udviser de på hver deres meget forskellige måde – og på hver deres meget forskellige tid med forskellige syn på døden.

Fra den spirituelle bedemandsforfader, der taler med spøgelser, ja sågar gifter sig med ét. Til dennes overrationelle søn, der overhovedet ikke tror på mere mellem himmel og jord, men som sætter en ære i at drive sin forretning så effektivt som muligt. Og så til hovedpersonen Nicolas, som er syvende generation af bedemænd, og hvor omsorgen for de døde kammer over i ømhed, forelskelse og begær, altså: nekrofili.

Men nekrofilisporet fylder faktisk ikke så meget i romanen – og det er ikke uhyggeligt, kun lidt ulækkert, og så selvfølgelig super bizart. Det er egentlig bare en rammehistorie. Det stærke ved romanen er, hvordan perspektivet skifter fra den ene generation til den næste – og hvordan man når at leve sig ind i syv meget forskellige mennesker og deres arbejde som bedemænd. Det sjove er, at jeg brugte så lang tid på at undgå den. Og nu, hvor jeg endelig har læst den, ville jeg ønske, at jeg havde den til gode.