Derfor er kunst og kultur så vigtig netop nu!

For præcis en måned siden læste jeg ”Rynkekneppesygen” af Peter Adolphsen. Den handler om et epidemiudbrud i Danmark. Dengang tænkte jeg, at romanen var lidt overdreven i sine skildringer, men siden har virkeligheden overhalet fiktionen.

Det bogen især fik mig til at reflektere over – og som jeg reflekterer meget over i denne tid – er, hvor hurtigt vi mennesker tilpasser os selv, vores kultur og vores moralsystem til en ny virkelighed. Det sker næsten ubevidst, og det, der starter med at være en ydre, rationel tilpasning, bliver hurtigt til en indre, moralsk overbevisning.

I romanen er en af de første sygdomssymptomer øget seksualdrift, hvilket naturligvis i første omgang får folk til at reagere mere mistænkeligt over for overdreven frivolitet og promiskuitet, men som ender med at bane vejen for en generelt mere forskrækket og mindre fri seksualmoral.

Nu er det jo ikke fordi, at corona-smittede bærer bestemte symptomer, som vi forsvarer os moralsk mod. Men på meget kort tid har vores måde at være sammen på, ændret sig radikalt. Vi giver ikke længere hånd og krammer, vi går i en stor bue uden om andre, vi undgår store forsamlinger og myldretid, vi arbejder hjemme og mødes virtuelt frem for fysisk (dem, der kan), vi ser ikke vores venner og bedsteforældre, vores børn leger ikke med andre børn, og vi holder os i det hele taget mere for os selv og vores allernærmeste.

Noget kan vi lære af og tage med efter krisen – mange trængsels- og myldreproblematikker kunne undgås, hvis vi også til hverdag kunne finde ud af at fordele vores aktivitet lidt mere jævnt udover døgnet og på forskellige platforme. Og nærværet med de nærmeste er også noget, vi kan tage ved lære af.

Men der er også ting, hvor jeg virkelig håber, at de forholdsregler, vi af gode grunde tager nu, ikke sætter sig som en ny samfundsmoral og folkekultur. Frygten for andre, mistænkeliggørelsen og den sociale isolation, som indimellem – fordi vi er bange og har grund til at være det – kammer over i decideret udskamning, hysteri og paranoia.

Når det hele er ovre, håber jeg, at vi kan genstarte vores sociale liv med rigelige mængder kys, kram, håndtryk, fester, kulturelle oplevelser, generøsitet, socialt samvær, fysisk kontakt og tillid – masser af tillid – til alle vores medmennesker. Det er virkelig en del af Danmark, som jeg savner.

Og alt det her kom sig egentlig bare af, at jeg ville anbefale at læse bogen ”Rynkekneppesyge” af Peter Adolphsen. Og fordi jeg oplever, at omvæltningerne i vores samfund, samvær og kultur at så store, hurtige og gennemgribende, at vi bliver nødt til at stoppe op og reflektere over dem, hvis vi ikke bare vil bære dem ukritisk med os efter krisen.

Og fordi vi måske netop i denne tid, hvor alting handler om liv og død og test og respiratorer, har brug for at mindes os selv om, hvorfor kultur også er så vigtig. Kulturen giver et rum til at reflektere over os selv og vores samfund. Kulturen er ikke bare det, der gør os til mennesker – det er også det, der gør os til frie mennesker, der har et valg.

Jeg ved godt, at rigtig meget lige nu handler om at redde liv. Men det må ikke forhindre os i at sikre, at vi stadig har kulturen at samles om og give os noget at tænke over, når vi på et tidspunkt kommer ud på den anden side.

❤️❤️❤️

—
Her er i øvrigt et par ord om Rynkekneppesygen, som jeg skrev inden krisen for alvor ramte os. Så man ved, hvad man giver sig i kast med:-)

Rynkekneppesygen af Peter Adophsen, 2017: Jeg hadede den de første 50-100 sider. Hadede, hadede, hadede. Den var underlig, irriterende, konstrueret og ulækker. Jeg tillader mig at skrive det, fordi jeg til kom til at elske den. Altså virkelig elske, elske, elske. Det er en fuldstændig unik, bizar, absurd, pervers, pirkende, hæsblæsende, chokerende og sensationel læseoplevelse.

Romanen handler om et epidemiudbrud af den såkaldte rynkekneppesyge, og perspektivet vandrer fra det ene offer til det næste – fra de første symptomer til sygdommens allersidste eksplosive fase. Man følger også, hvordan sygdommen på rekordtid ændrer den offentlige moral på en underlig ubemærket måde, hvilket er lidt tankevækkende i disse corona-tider.

Det hele er så vildt – og samtidig så lakonisk, tørt og urkomisk beskrevet. Jeg vil anbefale den til alle, der gerne vil spærre øjnene op. Men sarte sjæle skal nok finde sig noget andet at læse.