
Det Kongelige Teater har gjort det umulige. Lavet en online-forestilling om coronatiden, der er ligeså magisk og nærværende, som en aften i skuespilhuset.
Når jeg ser en god forestilling, bliver jeg ofte grebet af spontan forelskelse og ægte benovelse over at være i samme rum som kunsterne og dele dette magiske øjeblik med dem. Det er jo det, der er så specielt ved scenekunst. Det er lige nu og her. Det er ikke noget, der er blevet skabt for længe siden et helt andet sted. Det er ikke noget, vi kan tage med hjem og sætte på pause, mens vi går ud og henter kaffe. Og det er ikke noget, vi kan se igen i morgen. For i morgen vil skuespillerne lægge trykket lidt anderledes, og publikum vil grine på en anden måde. Hver aften er unik. Teater er en forgængelig kunstart. Når salslyset tænder, så er det slut. Så er magien væk.
Men intet er som det plejer. Og Det Kongelige Teater har gjort det umulige. Skabt et værk, hvor publikum og skuespillere er adskilt af tid og rum – men hvor nærværet og samværet føles lige så intenst, som hvis vi havde tilbragt en aften sammen i skuespilhuset. Ja, næsten mere intenst.
For værket Karantæne handler om det tidslige ingenmandsland, vi befinder os i lige nu. Hvor tiden ikke længere gøres op i klokkeslæt og kalenderaftaler. Men i før og efter. Før og efter corona. Før og efter nedlukning. Før og efter statsministerens seneste pressemøde. Osv.
En underlig diffus tid, hvor verden på en og samme tid står stille – og bevæger sig drastisk væk fra alt det, vi kender. Hvor både det nære og fjerne banker på.
Forestillingen rammer lige ned i denne tid. Lige ned i de overvejelser, mange af os sidder med. Store og små. Nære og fjerne. Praktiske og principielle.
Forestillingen handler om en familie, og vi følger deres virtuelle samvær under den første del af corona-krisen. Der er den mellemste søster, der holder situationens alvor ud i strakt arm for ikke at skulle aflyse sit bryllup. Den hysteriske storebror, der får ret i alle sine skrækscenarier, men som også må give sin mor ret i, at han skal tage sig sammen for ikke at skræmme sine børn. Lillesøsteren, der er strandet i Brasilien, men hvis største bekymring er at gøre alle de andre familiemedlemmer glade – indtil hun som den eneste rigtig forstår epidemiens fatale konsekvenser for verdens slumkvarterer og flygtningelejre.
Og så er der selvfølgelig moderen og faderen, der hygger sig i haven, og som kun meget modvilligt ender med at acceptere, at faderen som diabetiker er i en særlig risikogruppe, og derfor hverken kan gå til bryllup og begravelse eller tage til Århus med trøstegodter til den mellemste datter.
Det er et varmt, humoristisk og rammende søskende- og forældreportræt. Det er et unikt kunstværk. Og så er det en flaskepost til fremtiden fra en virkelig underlig tid.
Jeg tror, at jeg vil vise den til mine børn, når de bliver større. For selvfølgelig vil de også kunne læse om corona-tiden i deres historiebøger. Men der findes næppe nogen bedre skildring af, hvordan det egentlig var at stå i dette underlige ingenmandsland ikke før, ikke efter, men under coronaen.
Tak til Det Kongelige Teater for at turde bryde ud af de vante rammer og sende teater til tiden direkte hjem i sofaen. Tak til Anna Schulin-Zeuthen og Eirik Sæter Stordahl for idé og iscenesættelse. Tak til de vidunderlige skuespillere Jens Jørn Spottag, Tammi Øst, Mikkel Arndt, Sicilia Gadborg Høegh og Lucia Vinde Dirchsen. Tak for sang til Basbaryton Simon Duus og for musikken til medlemmerne af Det Kongelige Kapel/The Royal Danish Orchestra og for dansen af Kizzy Matiakis og Tim Matiakis.
Se forestillingen her: https://video.kglteater.dk/karantaene
Og så ses vi selvfølgelig igen i teateret, på spillestederne, på museerne osv. på den anden side af corona. Skål for det!