Jeg har læst ”Den, der lever stille” af Leonora Christina Skov. Om en mor, der ikke evner den ubetingede, ubegrænsede og kropslige moderkærlighed til sit barn.

Jeg tænkte flere gange over, hvad det var, der fascinerede mig – og har fascineret så mange andre læsere – ved bogen. Jeg kan jo hverken spejle mig selv, min mor eller min datter i bogens mor-datter-relation.

Men det er måske netop dét. Forundringen og rædslen over tanken om at skulle være mor uden at føle den der ukontrollerede moderkærlighed – og at være barn uden at få den. Og så glæden og lettelsen over, at der selv ud af den goldeste kærlighedsrelation kan gro et menneske op, der evner og vælger kærligheden. Det er smukt.