I 2016 strammede Inger Støjberg reglerne for familiesammenføring af børn. Siden har vi hørt om adskillige velfungerende og velintegrerede børn, der har fået afslag på familiesammenføring og er blevet smidt ud af Danmark. Mint, Baem, Kateryna, Tra, Aphinya, Birdie, Poy og Peter er nogen af de børn, der – bl.a. takket være BT – har nået pressens søgelys. Fælles for dem alle er, at de har en udenlandsk mor og en dansk bonusfar. De har også det til fælles, at de ikke er muslimer og ikke har været på koranskole.

Når jeg specifikt nævner det med koranskoler, er det fordi, koranskolerne netop er det argument, som Inger Støjberg bliver ved med at vende tilbage til, når hun skal forsvare den umenneskelige lovgivning. ”Vi kigger på reglerne, men vi vil under ingen omstændigheder tillade, at man bevidst lader sine børn gå på koranskole og forhindrer, at de kan integreres i det danske samfund. Derfor kan jeg ikke garantere, at de eksisterende regler bliver ændret,” sagde hun så sent som i går til BT.

Men hvor mange sager drejer det sig egentlig om, hvor en forælder har udsat familiesammenføring for at sende sit barn på koranskole? Jeg afviser ikke, at det er sket. Slet ikke. Jeg har også hørt historier. Men når nu lovgivningen har så store konsekvenser for en række uskyldige danske familier. Og når nu ministeren er så konkret i sin begrundelse for lovgivningen. Så synes jeg egentlig, at det ville være på sin plads at fortælle, hvor mange vi taler om. Er det størstedelen af børnene? Er det halvdelen af børnene? Er det et mindretal af børnene? Eller er det bare noget, der engang var nogen, der gjorde?

Jeg kan allerede forudse, at det bliver svært at belyse. For bliver der overhovedet ført statistik over sådan noget, og hvad er definitionen i øvrigt på en koranskole? Men så kunne vi måske alligevel komme det lidt nærmere ved i det mindste at få oplyst børnenes nationalitet. Ikke at man så kan gå ud fra, at alle børn fra muslimske lande har været på koranskole. Men det siger i hvert fald sig selv, at en pige fra Ukraine ikke har været det.

Samme tanke må Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg have haft. For dengang loven blev hastet igennem, bad udvalget om at få en kvartalsvis oversigt over afgørelser med angivelse af alder og nationalitet, så udviklingen let kunne følges over tid.

Men Inger Støjberg har kun leveret en oversigt for 2017, og hun afviser at angive nationalitet, fordi ”oplysningerne vil kunne føre til, at de pågældende personer kan identificeres.”

Der er flere ting, jeg ikke forstår her. For det første: Hvorfor vil ministeren kun oplyse om afgørelser i 2017, når udvalget specifikt angiver, at formålet med oversigterne er at følge udviklingen over tid?

For det andet: Hvorfor vil ministeren ikke oplyse om nationalitet, når Udlændingenævnet i sin eksempelsamling over praksis ikke har noget problem med at nævne nationalitet og tilmed beskrive sagerne med en sådan detaljerigdom, at de er meget nemme at identificere?

Måske er der gode svar. Men jeg har gravet og gravet, og det et endnu ikke lykkedes mig at finde dem.

Det rejser et stort fedt spørgsmålstegn ved hele fundamentet for lovgivningen: Taler vi om enkelte sager, hvor børn er blevet sendt på koranskole, eller taler vi om horder af unge muslimske kvinder og mænd, der ankommer i Københavns lufthavn med en koran under armen? Jeg ved godt, hvad Inger Støjberg vil have os til at TRO. Men jeg synes, at vi fortjener at VIDE, hvad der rent faktisk er sandheden.

Ellers kunne man jo godt få den mistanke, at der her bare er endnu er område, hvor uskyldige familier og børn bliver ofret på symbolpolitikkens alter.

Del, hvis du også gerne vil have svar.