Jeg har igen været ude og se på kunst med Hartvig. Denne gang gik turen til Kunsthal Charlottenborg, som er en del af Kunstakademiet. Der var to udstillinger, men det var især den ene, der havde vakt min interesse. Det var udstillingen BIG ART, som viser kunsten i Bjarke Ingels arkitektur.

BIG ART

Jeg har fulgt Bjarke Ingels og hans arkitektfirma, BIG, siden 2009, hvor jeg så udstillingen YES IS MORE sammen med min far. Bjarke Ingels byggeri – VM-Bjerget – var lige blevet kåret som verdens bedste boligbyggeri, og der var en masse spændende projekter på tegnebrættet – bl.a. 8TALLETog Superkilen.

Jeg kan huske, at jeg stod og kiggede på modellerne og videoanimationerne og tænkte: ”Det er jo ren science fiction det dér, men det ser hyggeligt ud”. Og den reaktion, tror jeg egentlig, spejler visionen i BIG’s arkitektur meget godt: Det må gerne være overrumplende og spektakulært, som moderne arkitektur ofte er. Men det skal samtidig være en hyggelig ramme om det levede liv, familien og fællesskabet. Det er ofte her, moderne arkitektur fejler og ender som mennesketomme betonlandskaber.

Men det er lige præcis den kombination, Bjarke Ingels evner i sin arkitektur. Højhusæstetik forenes med rækkehusfunktionalitet. Storbymiljø krydset med provinsidyl.

Men én ting er at se flotte animationer med perfekt lys, ingen skrammer og smukke modelmennesker, der hænger lidt æstetisk ud. Noget andet er, når byggeriet så står der i virkeligheden – i gråvejr, lidt slidt og med et par halvforkølede mennesker i hastigt løb hjemad med deres indkøb. Fungerer det så stadig, tænkte jeg?

Her ti år efter må jeg konstatere, at det gør det – i hvert fald indtil videre. For et par måneder siden var jeg til min nevøs 1-års fødselsdag i 8TALLETS fællesrum. Jeg kan huske denne her ret vilde animation af 8TALLET, der viste, hvordan man kunne bevæge sig rundt omkring hele byggeriet på et udvendigt stisystem. Nu gik jeg selv den tur med mine børn. Det var godt vejr, så mange sad på deres små terrasser ud til stien. Det var som et summende rækkehuskvarter rejst på højkant og placeret på det yderste Amager.

Superkilen er også for længst blevet realiseret, og det er et af min families absolut favorit-hæng-ud-steder. Den er faktisk mere end det. En slags livline.

Nu er det ikke fordi, alting skal handle om Olga – vores for tidligt fødte datter, der døde. Men da vi kom hjem fra hospitalet og gik og ventede på, at hun skulle begraves, kørte vi en tur på cykel. Bare for at få luft og forsøge at møde virkeligheden igen. Vi var lige flyttet til København et par måneder inden og kørte derfor bare rundt på må og få.

Pludselig landede vi ved indgangen til Superkilen, og så var det som om, vi blev taget med af en usynlig understrøm. Det ene eksotiske indslag og sociale rum afløste det andet. Bænke, picnicborde, en fontæne, basketbane, lysskilte, pavilloner, palmer, skakborde, rutchebane, gynger, træningsredskaber og meget mere – fra hele verden! Over 100 objekter fra mere end 50 forskellige lande.

Superkilen er en park. Men den er ligeså meget et socialt strøg. En opdagelsesrejse. En skattejagt. En pilgrimsvandring. Det var lige det, jeg havde brug for dengang. Adspredelse, retning og rummelighed på et tidspunkt, hvor jeg var i totalt følelsesmæssig opløsning og indre kaos.

Superkilen førte os videre til Nørrebroparken, hvor det begyndte at regne. Vi søgte tørvejr under et halvtag i en skaterpark. Og for første gang efter fødslen var det som om, der slap er lille lysglimt ind i mørket. Jeg mærkede en gnist af livsglæde og håb.

Så de vilde arkitektoniske visioner, som jeg for ti år siden så med lige dele fascination og skepsis, er blevet til virkelighed og endda en del af min egen hverdag. Derfor måtte jeg naturligvis ind på Charlottenborg og se udstillingen med BIG.

Udstillingen var – som det kan læses mellem linjerne – først og fremmest et gensyn og en personlig tur ned af “memory lane”. Men det var samtidig som at åbne en anden dør ind til byggerierne, fordi indgangsvinklen var kunsten i arkitekturen. Den er så integreret i byggerierne, at man ikke rigtig tænker den adskilt fra arkitekturen. Det er hverken som en skulptur, der står for sig selv – eller som pynt og ornamenter, der er sat udenpå. Det er mere som en understregning af selve grundidéen i det enkelte projekt.

Superkilen er fx lavet i samarbejde med kunstnergruppen SUPERFLEX, som arbejder med temaer som globalisering og ulighed. De fik beboerne til at nominere “udendørsting” fra deres hjemlande eller ferier, og fik dem så kopieret eller fragtet til Danmark. De kalder det selv “a giant exhibition of urban best practice”.

Jeg kan virkelig anbefale alle en tur til og gennem Superkilen – både i rollen som nysgerrig museumsgænger, en familie, der skal på tur, venner der skal hænge ud eller en travl cyklist, der skal finde en hurtig vej gennem ydre Nørrebro – i princippet helt fra Østerbro til Frederiksberg.

Her er det kunstneren Victor Ash, der har udsmykket parkeringsarealet i VM-Bjerget med gigantiske vægmalerier, der forestiller bjerge af bilvrag, der indtages af vilde dyr. Naturen har overtaget.

Out of Ousia

Jeg skal også hurtigt omkring den anden udstilling: Alicia Kwades Out of Ousia.

Den havde jeg kigget lidt på hjemmefra, men syntes ikke umiddelbart, at den virkede så interessant. Men det var den! Og en fantastisk kontrast til BIG ART-udstillingen. For hvor kunsten i BIG ART i høj grad handler om mennesker, fællesskab og kultur, så leder Out of Ousia-udstillingen tankerne hen på det, der ligger over os mennesker: Fænomener som tid, materiale, univers.

I et af værkerne har hun skilt en række genstande (en lampe, en radio, er kaminur) ad og delt indholdet efter materialer. Så har hun knust materialerne og pulveriseret dem ned i sandkornsstørrelse. Endelig har hun puttet dem på patentglas.

I et andet værk har hun også pulveriseret nogle genstande (bl.a. en computer og en iPhone), men denne gang har hun støbt dem om til krukker og vaser, der leder tanken hen på det antikke Grækenland.

Begge værker får én til at se verden som en stor sandkasse af byggesten, der kan sættes sammen og skilles ad på utallige måder. De viser både, hvad vi mennesker kan med byggestenene – men det er næsten uundgåeligt ikke også at blive grebet af den tanke, at vi selv bare er byggesten. Vi er subjekt, når vi skaber noget med materialet, men det er egentligt materialet, der er Gud (sorry, hvis det virker blasfemisk), for vi er også bare selv materiale.

Da jeg kom hjem og fortalte min mor om udstillingen, fik det hende til at reflektere over, at der aldrig er noget, der forlader jorden. Når vi dør bliver vi måske brændt eller begravet og går på den måde i opløsning, men alle de byggesten, der udgjorde os, er her stadig. En smuk tanke.

Der er mange andre værker jeg kunne have lyst til at beskrive, fordi de satte tanker igang og skabte nye erkendelser. Men jeg vil i stedet bare opfordre til at slå et smut forbi Charlottenborg.

Charlottenborg ligger lidt skjult bag Kunstakademiets hovedbygning på Kongens Nytorv (lige over for Nyhavn). Selve udstillingerne kan man klare i en forlænget frokostpause. Tankerne derimod – dem kan man blive ved med at gå og tygge på.