Danh Vo, Statens Museum for Kunst

Forleden var jeg (og min baby Hartvig) på Statens Museum for Kunst og se Dahn Vo’s udstilling “Take My Breath Away”. Der stod på Museets hjemmeside, at han er en af Danmarks største internationale kunstnere lige nu. Men jeg havde aldrig hørt om ham.

Jeg trøstede mig med, at jeg nok ikke var den eneste. Og tænkte samtidig, at det måske var meget sigende for kulturdebatten, som er blevet stadig mere indadvendt og tilbageskuende de sidste ti-tyve år.

Da jeg blev politisk aktiv for tyve år siden, var østblokken lige faldet sammen. Det var en ny verden, og den skulle opdages og erobres. Vi skulle være verdens bedste til alt muligt – og vi skulle gøre verden bedre. Hvis du spurgte venstrefløjen, skulle det ske gennem udviklingsbistand og ved at være et grønt foregangsland. Spurgte du højrefløjen, var det ved at gå i krig mod onde diktatorer og indføre demokrati. Midlerne var forskellige, men målet og ambitionen den samme.

Man kan vist roligt sige, at det har ændret sig. Verden begyndte at trænge sig på. Terrorisme, flygtningekrise, klimakrise og finanskrise. I dag taler vi ikke længere om verden som noget, der skal erobres. Men som noget, der kan erobre os. Vi er gået fra et offensivt verdenssyn til et defensivt verdenssyn. Fra søfarerens rastløse blik ud i horisonten og trang til at drage ud og opdage, erobre og handle. Til bondens tålmodige arbejde med jorden i symbiose med årstidernes vekslen, generationernes gang.

Og nej, jeg er ikke i gang med at tegne en karikatur af Dansk Folkeparti. Jeg mener faktisk, at denne karakteristik dækker os alle. Det var godt nok Dansk Folkeparti, der startede med at vende blikket indad og tilbage. Men vi andre fulgte efter for at forhindre Dansk Folkeparti i at tage patent på det nationale og vores historie. Og derfor står vi i dag med en samfundsdebat, der er blevet meget tilbageskuende.

Det kommer også til udtryk i kulturpolitikken. Der starterede allerede i 2006, da Brian Mikkelsens lancerede sit store flagskib som kulturminister: En kulturkanon over uomgængelige danske kunstværker. Ti år efter fulgte Bertel Haarder trop med sit storeflagskib: En Danmarkskanon over danske værdier, traditioner og bevægelser.

Det er jo ikke fordi, der er noget galt i klassikere, kulturarv og kulturkanoner. Men det er et problem, hvis vi bliver så optagede af vores forfædres kulturelle spor, at vi helt glemmer at sætte vores egne. Det skrev jeg før sommer en kronik om. Du kan læse et uddrag her:

https://www.facebook.com/127344360615074/posts/2237854669564022/

Men selvfølgelig er de der. Altså sporene fra vores egen tid – og dem, der sætter dem. Kunstnerne og kulturinstitutionerne. Men den brede samfundsdebat har parkeret sig selv med bagdelen på nutiden, ryggen til fremtiden, blikket mod fortiden og fingrene i navlen. Og kulturdebatten er efterhånden reduceret til nationalt navlepilleri.

Det vil jeg gerne være med til at ændre på.

Derfor var det også helt oplagt for mig at se Vo’s udstilling. Vo beskæftiger sig med temaer som migration, kolonialisme, religion og globalisering. Man kan vist roligt sige, at det er højaktuelle og politiske temaer. Men på forunderlig vis lykkes det ham at behandle dem på en – i hvert fald umiddelbart – upolitiseret måde, hvor temaerne i virkeligheden bare bliver en slags trædesten for endnu større temaer: Hvordan ting kan hænge sammen på tværs af tid og rum. Og omvendt: Hvordan modsætninger kan eksistere i samme tid og rum.

I Vo’s værker er det som om, verden er et stort puslespil af variable – tid, rum, materiale, mennesker, kultur – som kan sættes sammen og skilles ad på uendelig mange måder. For eksempel en kristusfigur af eg flettet ind i flodtømmer af samme farve, to meget forskellige ting med materialet som koblingspunktet. Ligheder og modsætninger på en og samme tid. Hver kunstværk er som en gåde, hvor Vo opstiller en række punkter, som man så selv skal forbinde – eller skille ad.

Untitlet, 2008, 14 breve og konvolutter

Et af de mest tankevækkende værker er 14 breve fra Henry Kissinger til en teateranmelder fra New York Post. I brevene beklager Kissinger, at han ikke kan tage imod nogle teaterbilletter, som anmelderen har skaffet. Sproget er let, uformelt, smigrende, tenderende til det smiskede. Brevene er komiske, men først rigtigt interessante, når det går op for en, at de er skrevet, mens Vietnam-krigen var på sit højeste. En krig, som Kissinger som sikkerhedsrådgiver og senere amerikansk udenrigsminister spillede en central rolle i. Og også en krig, som kunstneren har personlige aktier i, fordi hans forældre kom som bådflygtninge til Danmark. Så det hyggelige får pludselig en uhyggelig undertone. Hvordan kan to så forskellige virkeligheder eksistere i samme menneske på samme tid? Og man kan ikke lade være med at tænke på kunstens rolle. For ligeså bevidsthedsudvidende Dahn Vo’s kunst er, ligeså bevidsthedsudviskende må teaterforestillingerne have fungeret for Kissinger.

Oma Totem, 2009

I et andet værk ser man en vaskemaskine, et køleskab og et fjernsyn stablet ovenpå hinanden og udsmykket med et stort trækors. Det er alt sammen noget, Vo’s bedstemor fik af hjælpeorganisationer og den katolske kirke, da hun fik asyl i Tyskland. Hvad er der interessant ved det? Det var jo, hvad der var i alle tyske hjem på det tidspunkt. Men det interessante er jo netop at se det i forhold til det, hun forlod i efterkrigstidens Vietnam. Så ser man igen de to parallelle virkeligheder, der mødes i samme person og tid.

Theodore Kaczynski’s Smith Corona Portable Typewriter, 2011

Et tredje værk, der gjorde stort indtryk på mig, er en skrivemaskine. Det er den skrivemaskine, som Kaczynski, den såkaldte Unabomber, skrev sit manifest på. Han var en hvid, kristen terrorist. Fra slutningen at 1970’erne til midten af 1990’erne sendte han en række brevbomber til amerikanske universiteter og flyselskaber. I 1995 indgik han en aftale med FBI om at indstille bomberne, hvis han til gengæld fik optrykt sit manifest i en stor avis. I manifestet argumenterer han for, hvordan moderne teknologi truer menneskets frihed. Det er en vild historie, der kun bliver endnu vildere set med vores tids øjne. I dag ville man aldrig kunne finde på at indgå en aftale med en terrorist, og da slet ikke en aftale, der indebar, at staten skulle bede et frit medie om at give terroristen spalteplads. Til gengæld har Kaczynskis pointe om, at vi gør os selv til slaver af teknologien, nok aldrig være mere relevant end netop nu.

Jeg faldt i øvrigt ved et tilfælde over dette interessante opslag om Kaczynski af Michael Ulveman:

 Jeg skal helt sikkert også se denne serie om “the Unabomber” på Netflix: https://www.youtube.com/watch?v=HUHbyTXB2J4

Man kan selvfølgelig spørge lidt kættersk: Hvori består kunsten egentlig i en skrivemaskine? Også selvom det ikke er en hvilken som helst skrivemaskine. Det samme spørgsmål kan man i øvrigt stille til flere andre af Vo’s kunstværker – fx den store lysekrone, der hang over det mødebord, hvor fredsaftalen om Vietnam-krigen blev indgået. Begge dele præsenteres helt nøgent, uden andre hint til deres særlige historie end den tekst, man kan læse i programmet. I starten irriterede indforståetheden mig. Men så gik det op for mig, at det måske netop er den nøgne præsentation, der gør dem til et kunstværk fremfor bare en historisk museumsgenstand. De kommer til at fremstå som en slags moderne relikvier. Hvilket igen knytter an til katolicismen, som spiller en stor rolle i mange af Vo’s kunstværker. For Vo’s familie er katolikker. I virkeligheden bruger han måske bare katolicismens strategier – men uden den religiøse binding og i en moderne og meget kompleks verden?

Sådan oplevede jeg Vo’s kunst. Den ene ledetråd fører til den anden. Det er en stor skattejagt, hvor man selv skal forbinde punkterne og udfylde hullerne. Er man ikke med på det, fremstår udstillingen måske uforståelig (hvad vil han med den skrivemaskine?) eller flad (er det bare den historie, han vil fortælle?). Men går man med på legen, så åbner der sig en verden af tankevækkende sammenhænge og modsætninger. Og jo mere man arbejder for det – jo mere får man igen. Måske går man endda fra udstillingen med en ny måde at tænke og se verden på. Sådan havde jeg det i hvert fald.

Min anbefaling er derfor klar: Jeg synes, at man skal lege med.

Bemærk prisen for voksen + barn er billigere end bare en voksenbillet. Det er sgu da godt tænkt!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.