Berlingske Tidende spurgte mig for nyligt, hvilken bog der har betydet mest for min politiske dannelse. Mit svar var Voltaires Candide.

Jeg læste den, da jeg var på den obligatoriske rygsækrejse efter gymnasiet. Min rejsefælde skulle starte på litteraturvidenskab efter sommerferien og havde derfor pakket kufferten med lutter klassikere. I bunken lå blandt andet Voltaires Candide.

Candide handler om en ung adelsmand, der er opdraget i den tro, at han lever i den bedste af alle verdener. Når verden ikke altid synes sådan, så skyldes det ene og alene, at vi mennesker ikke kan gennemskue Guds enorme skaberværk.

Men så tvinges Candide ud på en skæbnesvanger rejse, hvor han oplever de mest rædselsfulde ting: Krig, tortur, syfilis, inkvisition, jordskælv, voldtægt, bedrageri og slaveri. I begyndelsen fastholder han stædigt sin optimistiske og naive børnelærdom, men må til sidst revidere den. Verden er ikke udtryk for en guddommelig og retfærdig orden. Den er fuld af uretfærdighed og meningsløshed, og vi mennesker kan kun tage den retfærdighed og mening for givet, som vi selv skaber.

Romanen er berømt for sin sarkasme og ironi. Men som 19-årig nyudklækket student opvokset i et sekulært og rationalistisk hjem, syntes jeg bare, at den var virkelig, virkelig mærkelig. Men den blev alligevel en milepæl i min politiske dannelse. For den førte til en slags omvendt åbenbaring.

For mig var det en åbenbaring, at nogen overhovedet kunne få den tanke, at verden med al dens nød og elendighed kunne være udtryk for en højere guddommelig retfærdighed. Siden jeg var barn havde jeg altid haft det grundproblem med konceptet Gud, at han på den ene side skulle være i stand til at høre vores bønder og gøre godt – samtidig med at han alligevel lader de mest frygtelige ting passere. Candide fik mig til at forstå, at min egen børnelærdom og hele vores moderne og rationelle verdenssyn ikke er en selvfølge.

Jeg kan stadig blive i tvivl om den afsluttende morale. Candide ender med at slå sig ned på et landsted og finde trøst i sin have. ”Man skal dyrke sin have”, er det sidste, han siger. Nogen siger, at der i den enkle sætning gemmer sig et grundlæggende humanistisk budskab om at gøre godt. Andre at det handler om at opgive de store idealer og vende sig til det nære.

For mig er det nok begge dele. Da jeg selv for nogle år siden blev ramt af sorg og følelsen af meningstab, fandt jeg en helt ny og banal glæde i at se mine tomat- og agurkeplanter bære frugt og følge min nyplantede rådhusvin vandre op af husmuren. Hver dag satte jeg en kridtstreg på muren for at se, hvor meget vinen var vokset.

En del af tomathøsten det år, hvor vi mistede vores lille datter Olga.

I år fylder vinen hele husmuren, og jeg har først lige fået plantet mine agurker og tomater. Men det gør ikke noget. For jeg er kommet videre.

Verden er fuld at meningsløshed og uretfærdighed. Nogen gange får det os til at søge indad og finde meningen i det nære. Andre gange motiverer det til at søge udad og forsøge at skabe den retfærdighed og mening, som vi åbenbart ikke kan tage for givet.