Det er fredag nat, og jeg ligger i min hospitalsseng og kigger ned over Rigshospitalets hovedindgang. Det har været min udsigt siden søndag, hvor jeg og min lille nyfødte søn, Hartvig, blev overflyttet fra fødestuen til neonatalklinikken. Hvis alt går vel, kommer vi hjem i morgen, så det er vores sidste nat på neonatalklinikken. Det ligger jeg og mediterer lidt over, mens jeg nyder udsigten en sidste nat.

Det bliver dejligt at komme hjem til resten af familien. Børnene har savnet mig, og jeg har savnet dem, selvom de har været herinde næsten hver dag, og vi har været nede i legeområdet sammen, mens Martin har passet Hartvig. Men jeg savner at sige godnat og godmorgen og hente dem i børnehave og skole – og alt det andet, der hører til hverdagen. Det bliver også dejligt at få Hartvig hjem. Det er stadig lidt uvirkeligt, at han pludselig er her, og at jeg er mor til tre, og Martin er far til fire.

Men jeg kan mærke, at jeg også er en smule vemodig. De fleste forbinder nok neonatalklinikken med bekymringer og usikkerhed. Men for mig har det været en god tid her på klinikken.

Da jeg blev indlagt på grund af blødninger for lidt over en uge siden, gjorde personalet meget ud af at fortælle os, at vores dreng nok skulle klare den, hvis det skulle ende i en for tidlig fødsel. Det gentog de dagen efter, da mit vand pludselig gik, og “hvis” du føder før tid, blev afløst af et “når” du føder før tid.

Aftensmad på svangreafsnittet dagen før min fødsel. Jeg har fået installeret venflon, så jeg kan få en penicillinkur for at forhindre infektion.

For når vandet først er gået, så lader man maksimalt barnet blive i maven til uge 34, hvor lungerne er fuldt modnede. Derefter er risikoen for at barnet får en infektion inde i maven større end risiciene ved at blive født lidt for tidligt. Og det er – desværre – noget, vi kan forholde os til.

For det var netop en infektion, der kostede vores datter Olga livet. Den satte fødslen igang i uge 22, og selvom det lykkedes at stoppe fødslen og bremse infektionen med henholdvis vehæmmende drop og antibiotika i næsten to uger, så blev både veer og infektion ved med at vende tilbage. Og da vandet så også til sidst begyndte at sive, så turde lægerne ikke længere at vente – både af hensyn til mig og Olga. Men Olga var allerede blevet smittet og var alt for lille og svækket til at klare fødslen. Hun døde under veerne ved indgangen til uge 24.

Olgas kiste.

Det er klart, at sådan en oplevelse sætter sig i kroppen og skaber en grundangst. Men måske netop fordi vi havde den forhistorie med i bagagen, var personalet ekstra opmærksomme på at fortælle os, at det her var noget helt andet. Vi var i uge 33. Olga blev født i uge 24. Olga vejede 600 gram. Hartvig var blevet vurderet til 2 kg ti dage før jeg blev indlagt. Olga var syg. Det var Hartvig ikke. Olgas organer var ikke færdigtudviklede. Hartvigs organer var stort set færdigudviklede, og vi kunne endda nå et sidste skud lungemodnende medicin, inden jeg skulle føde.

Så jeg var rimelig fortrøstningsfuld, omend stadig en smule i chok over, at fødslen skulle ske så pludseligt og tidligt, og bekymret for, at det usandsynlige igen skulle ske. For når man én gang har oplevet, at det usandsynlige sker, så er det svært at berolige sig selv med statistik og rationelle argumenter.

Derfor blev vi også lidt bekymrede, da fødslen så endelig gik igang, og Hartvigs hjerterytme viste sig at blive påvirket af veerne. Ikke alvorligt. Men nok til at jordemødre og læger gik rundt om sig selv for at beslutte, hvad de skulle gøre. Efter en nats svingende veer besluttede de at give mig vestimulerende drop. Så kunne de teste, om han kunne klare veerne, og hvis ikke han kunne det, kunne de slukke for droppet og planlægge et kejsersnit i stedet. Smart.

Så igang med droppet, og efter en halv time var veerne godt igang, og Hartvig lod ikke til at blive synderligt påvirket. Efter endnu en halv time var veerne så kraftige og kom nærmest uafbrudt, at jordemoderen måtte slukke for droppet. Men min egen krop tog over, og efter endnu en halv time fødte jeg.

Et af de første billeder af Hartvig. Ledningen er en sonde, som han får supplerende mælk igennem.

Det var en kæmpe lettelse. Selvfølgelig at være fri for smerterne. Men først og fremmest at Hartvig kom ud og var sund og rask. Jeg lå bare tilbage og smilede, da Martin og Hartvig blev fulgt op på neonatalklinikken. Salig, rolig og lykkelig.

Helt anderledes var det med Gotfreds fødsel. Jeg brød ud i gråd og lå bare og klamrede mig til ham. Det var ellers et meget mere ukompliceret og udramatisk forløb – jeg gik næsten til termin, fødslen varede tre timer og vi kom hjem samme aften. Ja, og så var han en kæmpe basse på næsten 4,5 kilo.

Gotfred én dag gammel. Man fornemmer størrelsesforskellen til Hartvig på næsten 2 kilo.

Men det hele graviditeten med Gotfred var så tæt forbundet med Olga. Angsten for at miste igen. Men også den ambivalente følelse af at være lettet og lykkelig på den ene side og samtidig bære sorg og være ramt af dårlig samvittighed på den anden side. Fødslen af Gotfred var en ny begyndelse fyldt af lykke og lettelse – men også en slags afslutning og afsked med Olga. For efter han blev født, kunne jeg jo ikke længere ønske at skrue tiden tilbage og lave min skæbne om. For så ville han ikke være her. Det var en lettelse og befrielse.

Men derfor sørger jeg alligevel stadig over Olga, og jeg kan blive helt dårlig, når jeg indimellem bliver ramt af tanken om, hvor stor hun ville have været lige nu, hvilket menneske, hun mon var blevet eller hvilket forhold hende og Erika ville havet fået som sådan et par semitvillingepiger. Og så bliver jeg ramt af dårlig samvittighed over at have forliget mig med min egen skæbne – samtidig med at jeg altid vil sørge over hendes. Jeg ved ikke, om det giver mening for andre.

Men hele pointen er, at alle de her meget modsatrettede følelser og tanker ikke for alvor blev hvirvlet op i forbindelse med fødslen af Hartvig. Til trods for at jeg lå på præcis samme stue på svangreafsnittet, som da vi mistede Olga. Til trods for at forløbet var langt mere dramatisk end med Gotfred. Til trods for at vi var indlagt på den afdeling, hvor Olga skulle have ligget, hvis hun havde overlevet.

Jeg lå selv på en stue, hvor der kom mange babyer ind og overnattede en enkelt nat eller to på grund af mistanke om infektion. Det var babyer, som havde været hjemme først, men som efterfølgende havde vist tegn på mistrivsel og derfor var blevet indlagt. Det var store babyer født til normal tid, og flere af forældrene undskyldte nærmest deres størrelse over for mig. Men jeg vidste jo, at Hartvig var en stor baby i neonatal sammenhæng, og i modsætning til deres babyer var han jo ikke syg. Han skulle bare have én medicin: Min mælk.

Hartvig smiler, mens han får mælk i sonde.

I forælderkøkkenet mødte jeg til gengæld forældrene til de præmature børn, altså dem der er født før uge 32. Det gav selvfølgelig et stik i hjertet at høre om deres situation. Og pludselig blev det min tur til at undskylde for Hartvig og hans – i denne sammenhæng – kampvægt på 2,5 kilo. Men midt i lettelsen over at være “den heldige”, der havde født en – i neonatal sammenhæng – stor og stærk dreng, rippede det også op i tankerne og sorgen over Olga. For hvad nu, hvis hun havde fået de fire uger mere i styrke og modstandskraft? Havde hun så overlevet? Måske endda uden mén? Var hun blevet et af de børn, hvis fortællinger man kunne læse om på store billedecollager og breve fra forældrene ude på gangen?

En stor del af min egen sorgbearbejdelse handlede om at nå til den erkendelse, at vi ikke kunne have gjort mere. At jeg var for syg, at Olga var for lille og svækket, og at hele forløbet bare var alt for komplekst til, at vi kunne have reddet hende. Men her var jeg omgivet af fortællinger om det modsatte. Og det rejste selvfølgelig det lille ætsende spørgsmål: “Hvorfor skete miraklet ikke for os og Olga?”

Nu hvor jeg ligger og tænker over det, var det måske lige frisk nok konkluderet, at fødslen af Hartvig og dagene her på hospitalet ikke har vækket en masse følelser. Det har det nok. Men på en måde, der er til at håndtere. Jeg kan ikke prale af at være helt afklaret og videre. Det kommer jeg nok aldrig. Men jeg kan glæde mig over, at jeg trods alt kan forholde mig fattet til det uden at gå helt i opløsning. Det er også en form for afklaring.

Udsigt til fuldmåne fra min hospitalsseng.

Og det er måske derfor, jeg sidder her i fuldmånens skær og grifler løs. Fordi jeg fornemmer, hvordan de her dage har været en erkendelsesrejse. En slags refugium for tanker, som der ikke rigtig er tid og rum til i en travl hverdag med arbejde og nu fire(!) børn. Udover Erika, Gotfred og Hartvig tæller vores familie også min bonussøn Tøger på 12 år.

Her på hospitalet har der netop været tid og rum. Trods skemalagte amninger, blodprøvetagning, vejninger, faste spisetider, daglig udskiftning på stuen, vagtskifte og stuegang. Eller også er det netop på grund af de ydre fastlagte rammer, at det hele er faldet til ro og på plads.

Og så selvfølgelig omsorgen. For min lille dreng, men også for mig. Han bliver rost, trøstet og kærtegnet med en indlevelse, som man ellers kun ville forvente af en bedstemor. Og jeg bliver mødt med den samme hensynsfuldhed, tålmodighed og rummelighed, som man ville vise mennesker, der havde været udsat for et chok og langsomt skulle sluses tilbage til virkeligheden. Og sådan er det jo også lidt at få et barn, uanset omstændighederne.

I morgen venter min virkelighed. Det bliver dejligt. Men det har også været godt med denne uge til at få vendt og drejet alle de tanker, som bliver skubbet om på bagerste hylde, så snart hverdagen begynder.

Jeg tager et sidste kig ned over Rigshospitalets hovedindgang, inden jeg kører sengen ned og lægger mig til at sove. Jeg vil altid huske tilbage på denne tid som noget ganske særligt. Ligesom Rigshospitalet altid vil være forbundet med de største glæder og sorger i mit liv.

Min ældste datter, Erika, er lavet her med hjælp fra de dygtige fertilitetslæger. Hendes lillesøster, Olga, døde her. Og hendes to små brødre, Gotfred og Hartvig, er født her.

Tænk at et sted kan være forbundet med så stor glæde og smerte. Og ikke kun for mig. Men for mange af de mennesker, jeg har set passere gennem hovedindgangen den sidste uge.

Det er livet på godt og ondt. Det starter her – og det slutter her ❤️

Riget med Hartvig og den smukkeste regnbue 🌈