For et par måneder siden startede jeg på forsøgsbasis en blog. Jeg prøvede mig lidt frem med nogle indlæg, men nåede aldrig til at offentliggøre selve bloggen.

Der kom simpelthen bare en travl afslutning på folketingsåret i vejen. Der blev indgået medieforlig og forlig om ungdomskriminalitet. Begge dele uden os Radikale – men jeg var til gengæld meget aktiv i den efterfølgende debat om de to forlig med læserbreve, facebook-opslag, interviews, tv og radio. Henover sommeren fulgte også en principiel debat om kulturpolitikken. Og så gik tiden med det, og bloggen røg i baggrunden.

Sådan er det – man kan ikke nå det hele. Men alle emnerne havde faktisk været oplagte til bloggen.

Målet med denne blog er nemlig ikke at skrive om noget helt andet end politik – men derimod at supplere den traditionelle politiske kommunikation med en ny type politisk kommunikation, der går mere bag om kulisserne, bag om overvejelserne og bag om mennesket.

Men okay – en del af det menneskelige er jo også, at man ikke kan nå det hele, og det kunne jeg ikke, selvom der var en masse bag-om-overvejelser, jeg gerne ville have foldet ud her.

Hemmelig gravid

Jeg var også godt på vej ind i en højgraviditet, som fyldte meget mentalt og fysisk – uden dog at jeg havde delt den oplysning med særlig mange. Mine tidligere graviditeter har fyldt nok i medierne, så jeg lod mig inspirere af Trine Bramsen fra Socialdemokratiet, der nærmest gik en hel graviditet uden at sige noget om det. Graviditeten fyldte selvfølgelig meget i mit hoved, men egentlig ville jeg jo helst kunne tale om politik, uden at have alt det dér graviditetsstøj med.

Så derfor havde jeg planlagt først at sige noget, når jeg skulle bede om officiel orlov, og min stedfortræder skulle indkaldes. Men så overhalede virkeligheden og Hartvig mig indenom med en ankomst 6,5 uge før termin. For tre dage siden fødte jeg, og nu er jeg pludselig på barsel. Lidt af et sceneskift.

Nedenfor er måske det eneste billede, der overhovedet er taget af mig, mens jeg var synligt gravid i denne omgang. Det er taget for en uge siden til vores regionale opstillingsmøde, hvor jeg blev valgt som radikal spidskandidat i Storkreds Sjælland. Godt jeg nåede det, for tre dage efter måtte min far pludselig køre mig fra Folkemøde på Møn til Rigshospitalet, hvor jeg blev indlagt – to dage efter fødte jeg. På billedet står jeg sammen med de andre radikale kandidater i Region Sjælland.

Alle, der har prøvet at være på barsel, ved, hvor mange planer man har, men hvor lidt man i virkeligheden får tid til. Derfor er det måske lige lovligt ambitiøst at tro, at det er nu, at min blog skal op at køre igen. Omvendt er det måske netop nu, hvor der ikke er nogen forventning om, at jeg skriver læserbreve, opdaterer min facebook hver dag eller tager telefonen, når journalister ringer, at jeg har tid til at gå lidt bagom det hele.

Det er jo også dér, man er mentalt, når man er på barsel. Først og fremmest hos sit barn – det er klart. Men ellers inde over de lidt større og mere grundlæggende overvejelser, når de mere konkrete dag-til-dag opgaver ikke støjer på linjen.

Summasummarum: Efter et par måneders pause er jeg nu tilbage på bloggen – og bloggen er klar til at gå i luften.

Særligt fokus på kulturen

Jeg vil skrive om mine overordnede refleksioner over det politiske liv og aktuelle sager. Og så vil jeg gøre en særlig indsats for at dække kulturen.

Hvis der er én ting, som sommerens kulturdebat har lært mig, så er det, at kunsten og kulturen vil opleves og bruges af landets beslutningstagere – ikke kun tales om i abstrakte vendinger.

Vi politikere må selv gå foran og vise, hvordan kulturen påvirke vores liv og overvejelser. Kunstnerne savner, at vi rent faktisk er tilstede i kulturlivet og ikke kun taler om kulturens økonomi og rammevilkår fra Folketingets talerstol.

Jeg har altid selv haft en voldsom aversion mod selfie-pral a la, “se, hvor kulturel jeg er, jeg har været i teater eller på museum”. Selfie-pralen vil jeg fortsat holde mig fra, men jeg vil forsøge at beskrive mine løbende møder med kunsten og kulturen. Måske ligefrem lave nogle lægmand-anmeldelser (uden stjerner!) og anbefalinger.

Så det ser jeg frem til. En masse kultur med Hartvig. Og overvejelser om, hvad kulturen kan og gør ved os. Jeg kan næsten ikke vente.

Med disse ord og dette billede: Over and out fra Rigshospitalets neonatal-afdeling kl. 1.45 natten til onsdag den 29. August. Hartvig har lige fået sin sonde, og jeg vil lægge mig til at sove i min mands Roma-trøje.