Politikerportrætter af Rasmus Degnbol

cropped-815c1a35-bfe3-4821-93e3-f8425b6a4a3c1.jpeg

I dag var jeg til fernisering på Rasmus Degnbols fotoudstilling på Christiansborg.  Han har lavet en serie Rembrandt-inspirerede politikerportrætter, som jeg også medvirker i.

Baggrunden er Alternativets huskunstnerordning, hvor de inviterer en kunster ind på Christiansborg i tre måneder for at udvikle et værk.

Rasmus Degnbol har undersøgt begrebet politikerlede gennem samtaler med politikere og efterfølgende portrætfotografering. I min samtale med Rasmus spurgte han ind til den hårde tone på nettet. Han havde læst, at jeg var en af dem, der blev angrebet hårdt og ville vide, hvordan det påvirkede mig.

Det var faktisk lidt svært at svare på. For på en måde skammer jeg mig over, at det ikke rigtigt rør mig længere. Jeg har vænnet mig til det. Eller også er det bare fordi, jeg er så bevidst om, hvad det er, jeg går ind til. For når man som mig er motiveret af at forsvare mennesker, som bliver udsat for urimeligt hårde angreb – og når det forsvar ofte har form af et modangreb. Ja, så er det jo lidt svært at blive overrasket over, at der er nogen, der slår igen. Selvfølgelig er det voldsomt, når der pludselig står et kor af mennesker og råber “landsforræder”, eller når der er nogen, der ikke rigtig kender grænsen mellem hård retorik og voldsfantasier eller deciderede trusler.  Og derfor er det jo vigtigt med fokus på tonen på nettet. Men jeg har svært ved at se mig selv som offer.

Det var den samtale, jeg havde med Rasmus Degnbol før fotograferingen. Bagefter stillede jeg mig op – med rank ryg og et stolt blik. Beredt til kamp. Men på et tidspunkt sagde Rasmus, at jeg skulle kigge skråt ned. Det kom der nogle smukke billeder ud af, som afslørede en mere sårbar og eftertænksom side af mig – som selvfølgelig også er der, bare ikke når står i bokseringen fyldt op af adrenalin og klar til at give og tage imod slag.

Da jeg dukkede op til ferniseringen i dag, troede jeg, at det var et af de billeder, han havde valgt. Men så blev jeg i stedet mødt af det her super intense killer-billede. Jeg blev helt forskrækket over at se mig selv – men også glad og stolt. For det er jo lige præcis sådan, jeg har det, når jeg går ind i debatten.

48EB231F-B51F-4076-8E21-889386C392A9

Her er nogle af de andre billeder. Jeg synes, det er virkelig interessant, hvordan Rasmus på den ene side formår at gennemføre et gennemgående Rembrandt-tema, som binder billederne sammen, samtidig med at de har så forskellige udtryk. Mette Abildgaards portræt (nederst til højre) er et rigtigt statsmandsportræt, hvor den portrætterede er i fuld kontrol og signalerer tillid og styrke. Jan E. Jørgensens portræt derimod giver et indblik i dét, der rør sig inden i, det ukontrollerbare, eftertænksomheden og tvivlen.

Og sådan kan man gå på opdagelse i hvert enkelt billede – og på tværs af billederne. Og det er lige præcis det, der er meningen, hvis man spørger Rasmus Degnbol, som i invitationen til ferniseringen af sit værk siger:

“Jeg har med mit værk forsøgt at flytte det malede statsmandsportræt ind i nutiden. Værket er tro mod Christiansborgs rammer og den historie væggene bærer på, men samtidigt udforskende i sit udtryk. Portrættet er en af de ældste kunstdiscipliner. Det knytter os til personen overfor, giver os muligheden for at kigge efter, komme helt tæt på uden at sænke blikket. Portrættet inviterer dig ind: ’her er jeg, kig på mig, se hvad jeg har at sige, og hvem jeg er.’ Og med mit værk inviterer jeg dig til at kigge lidt længere, og dybere efter.”BDF1613A-6240-4C0C-8AC0-2CF35A4B2A31

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.