Det er en rolig dag på kontoret. Jeg sidder med åbent vindue til lyden af springvand og pludren fra bibliotekshaven. Jeg har lige talt i telefon med redaktøren fra Skive Folkeblad, der havde nogle input til medieforhandlingerne.

Men ellers har jeg ikke rigtig noget på programmet før om et par timer, hvor min mand, Martin, kommer med vores unger, Erika og Gotfred. Vi kunne ikke rigtig få familielogistikken til at gå op, fordi jeg ikke kunne nå hjem og overtage børnene, inden Martin skulle til et møde ude i byen. Så løsningen blev, at ungerne kommer herind og går med mig til fernisering hos Alternativets huskunster, fotograf Rasmus Degnbol. De elsker at være herinde – og jeg elsker at have dem med, når programmet ikke er alt for tæt eller politisk. Min hjerne stiller om fra politiker-Zenia til familie-Zenia, og så er det faktisk som om, at jeg er gået hjem fra arbejde.

Portræt af mig fra Rasmus Degnbols udstilling, som er en serie Rembrandt-inspirerede politikerportrætter. Jeg har lavet en selvstændig  blog om udstillingen.

Jeg håber, at det blev en okay morgen derhjemme. Jeg troede egentlig, at jeg skulle følge min datter i skole, men da vi stod ude i gangen med cykelhjelm og skoletaske, kom jeg i tanke om, at jeg havde efterladt min cykel på Christiansborg. Så jeg endte med at løbe efter bussen, mens Martin afleverede begge børn.

Jeg nåede lige at hente en morgenbolle i Snapstinget, før jeg hastede ned til gruppemøde på min formands kontor . Men jeg nåede ikke hår og makeup, som jeg ellers plejer at få styr på ude på toilettet bag Snapstinget.

Vi havde møde i folketingsgruppen, hvor vi evaluerede afslutningsdebatten. Der var bred enighed om, at det gik godt – vi fik virkelig sat vores egen fortælling igennem og efterlyst behovet for en helt ny retning end den, som alle de tre store partier åbenbart er enige om (se mit blogindlæg om afslutningsdebatten).

Bagefter skulle vi ned og stemme. Stadig med morgenhår og uden makeup. Det ærgrede mig lidt. Jeg har stor respekt for folketingets historie og position, og jeg bliver altid grebet af ærefrygt, når jeg bevæger mig op af hovedtrapperne eller træder ind i folketingssalen. Men hvis det står mellem at ordne makeup ELLER at sove de ti minutter længere, kilde ungerne på maven, fylde opvaskemaskinen, smøre madpakke eller svare på en vigtig e-mail. Så må min forfængelighed vige.

Nå – tilbage til afstemningen. Dem er der rigtig mange af på denne tid af året, fordi vi skal nå at behandle alle lovene færdig, inden vi går på ferie. Så der er lange afstemningslister – og man skal holde tungen lige i munden for at holde styr på, hvad der stemmes om, og hvad partiet stemmer. Når man er i regering er det nemt nok – man kigger bare over på ministrene og stemmer det samme som dem. Men når man ikke er i regering, så bliver man nødt til at følge den afstemningsliste, som vores sekretær har lavet. Men det kan også gå galt – især hvis afstemningerne trækker ud og man derfor har gang i alt muligt andet end at tjekke afstemningslisten på mailen. Så satser man måske på, at de andre har styr på det – men hvis de tænker det samme, så kan der hurtig brede sig en vis panik. Det skete faktisk i dag, hvor tre af os kom til at stemme forkert. Heldigvis kan man bede om at få det rettet bagefter. Men altså – lidt utjekket.

Dagens afstemningsliste. Hvert parti gør det forskelligt.

Nå, nu tror jeg snart ungerne er på trappen. Jeg kan allerede mærke, hvordan kroppen begynder at bruse af den der særlige lykkefølelse, som kun ens børn kan frembringe. Det er lidt ligesom en boblende forelskelse minus forelskelsens nervøsitet og usikkerhed.

Når Martin kommer tilbage fra møde, skal vi i sommerhus. Jeg er sindssygt spændt på, om mine blomster og ærter er begyndt at spire – og så har jeg travlt med at få de sidste frø i jorden, så haven bliver fuld af blomster, når ferien begynder. Jeg havde ikke lige forudset, at jeg skulle blive plantemenneske. Men sådan er der så meget. Hver ting til sin tid. Og lige nu er min top tre over ting, der fylder mit liv med mening og glæde: Familie, politik og have.