Folketingets afslutningsdebat

IMG_9934Flaget hejses ude foran Christiansborg

Det er i dag en helt særlig dag i folketingsåret. I dag er der afslutningsdebat, og så skal Statsministeren og alle partiernes formænd eller politiske ordførere på talerstolen og evaluere folketingsåret, der gik. Til slut skal vi stemme om en udtalelse (en vedtagelsestekst), men det bliver nok først omkring midnat, så vi har et vaskeægte debatmaraton foran os. Men der er nu også lidt DHL-stafet over dagen.

For når man tilbringer en hel dag sammen, så er der god tid til at få lavet aftaler og hyggesnakke med kollegerne – både dem fra ens eget parti og de andre partier. Det er ikke rigtig noget, man kan se, hvis man følger transmissionen på folketingskanalen. Det meste foregår nemlig ude i korridorerne eller i kaffesalen ved siden af folketingssalen.

Man må ikke drikke eller spise i folketingssalen. Men i kaffestuen kan man få en kop kaffe og følge debatten i fjernsynet i en blød sofa. Det er også tilladt at tage kaffen med ind og drikke den under søjlerne i udkanten af folketingssalen. Så her foregår der også rigtig meget korridorsnak.

IMG_9948Morgenmad i kaffestuen

I kaffestuen og ude i korridorerne foregår der rigtig meget snak – hyggesnak, men også vigtige politiske sonderinger. Christiansborg er en stor arbejdsplads, så man render ikke lige på hinanden. Så en hel dag i folketingssalen er en god lejlighed til at hive fat i hinanden og stikke følere ud. Hvor er I henne i medieforhandlingerne, og kunne vi måske gå sammen og presse regeringen på det her punkt? Hvad tænker I om Socialdemokratiet og Dansk Folkepartis flirt? Hvordan går det med familien?

IMG_9949Morten Østergaard og Uffe Elbæk i samtale i korridoren

Og så er der selve afslutningsdebatten. Den giver en meget god forsmag på, hvordan fronterne vil blive tegnet op under en valgkamp. Det er også dét, journalisterne sidder og lytter efter. Hvilke emner prioriterer de enkelte partier – hvordan positionerer de sig i forhold til hinanden – hvor virker de sårbare?

I år har det især vakt opsigt, at Radikale Venstre og Alternativet har valgt at lave sit eget forslag til vedtagelsestekst i stedet for at gå sammen med Socialdemokratiet og resten af oppositionen om en fælles vedtagelse. Det er ikke fordi, vi er uenige i den tekst, som Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten har lavet, men den handler stort set kun om klima og miljø. Og for os har det været magtpålæggende at bruge afslutningsdebatten til at reflektere over folketingsåret, der gik, og udtrykke bekymring over den retning, Danmark bevæger sig i. En retning, som Socialdemokratiet desværre har støttet – fra burkaforbud, til stopprøver i folkeskolen, tvungen demokratiundervisning af 1-årige, forbud for kontanthjælpsmodtagere mod at bosætte sig bestemte steder og dobbeltstraf for at begå kriminalitet i særlige områder.

Vi vil en helt anden vej, og det skal der ikke være nogen tvivl om. Derfor er det mere ærligt at lave sin egen tekst, der udtrykker den bekymring, end at samles om en tekst, der taler udenom.

Det er selvfølgelig noget, som regeringspartierne og Dansk Folkeparti borer i. For de har også lidt svært ved at forstå, hvorfor vi skulle lade Socialdemokratiet videreføre den borgerlige regerings politik, når vi nu er så inderligt imod den. Det ville jo svare til, at Løkke skulle få Dansk Folkeparti til at acceptere en masse lempelser i udlændingepolitikken. In your dreams.

Som Kristian Thulesen-Dahl sagde: Radikale Venstre er Dansk Folkepartis modstykke. Og det har han ret i. Men vi har det tilfælles med Dansk Folkeparti, at vi står fast på vores værdier.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.